HELLE THORNING-SCHMIDT: MANDEN TAGET FOR SPRITKØRSEL
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts mand sad i aftes i en times forvaring hos det russiske politi i Skt. Petersborg - anklaget for spritkørsel. Stephen Kinnock er direktør for Det Britiske Råd i den rusiske by.
Da han sent om aftenen kørte gennem byens gader, blev han stoppet af politiet, fordi han tilsyneladende overtrådte færdselsreglerne på grov vis. Da politiet stoppede ham, opdagede de også, at han lugtede af alkohol, fortæller eb.dk. Politiet kunne dog ikke tage nogen blodprøve eller på anden vis tjekke hans promille, fordi han har diplomatstatus.
En talsmand for Det Britiske Råd bekræfter, at en af deres medarbejder blev forfulgt af en politibil og tilbageholdt på stationen. Samtidig blev medarbejderne på Det Britiske Råd afhørt, og Stephen Kinnock skulle nu stå til udvisning af landet.
I 2006 blev Helle Thornings svigerfar, Neil Kinnock, frakendt sit kørekort i seks måneder, fordi han flere gange kørte betydeligt stærkere, end hvad fartgrænserne tillod. Udover frakendelse af kørekortet blev han idømt en bøde på over 4000 kr.
Spørgsmålet er bare, om hele sagen ikke er en udløber af det anstrengte forhold mellem Rusland og England. De russiske myndigheder forlangte, at Det Britiske Råd skulle lukkes, men det har landet nægtet, hvorefter det medførte en mistanke netop mod Stephen Kinnock om spionvirksomhed.