Nyheder22. juni 2023 (opd. 22. juni 2023)

Helle blev fyret for en joke: Koster kommunen penge

Social- og sundhedshjælperen røg ud på røv og albuer i Frederiksberg Kommune efter en joke, hun bestemt ikke måtte sige
Offentligt ansatte skal være meget forsigtige, når de taler med dem, de skal hjælpe. En joke kan koste dem jobbet.
Offentligt ansatte skal være meget forsigtige, når de taler med dem, de skal hjælpe. En joke kan koste dem jobbet.
 Modelfoto: Colourbox

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Man skal seriøst passe på med, hvad man siger. I hvert fald hvis man arbejder som social- og sundhedshjælper i Frederiksberg Kommune.

For her kvitterede ledelsen med en bortvisning, da Helle Dione Borg Pedersen i spøg jokede med en borger, skriver Fagbladet FOA i dag.

- Så er det da dig, jeg skal låne penge af, lød joken, som var rettet mod en borger, der netop havde fået en stor erstatning.

Ifølge kommunen var det altså langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige. Også selvom hensigten ifølge Helle var totalt harmløs.

Her er kommunens svar

Frederiksberg Kommune kommenterer ikke personalesager i pressen, heller ikke i dette tilfælde. Der er indgået forlig i sagen, og det respekterer vi.

Det, vi generelt kan sige, er, at alle modtagere af hjemmepleje på Frederiksberg skal kunne være 100 procent trygge ved de medarbejdere, som kommer i deres hjem. Der må aldrig herske tvivl om deres professionalisme og gode hensigter.

Problemet var bare, at borgeren klagede til kommunen og påstod, at Helle havde sagt det på en måde, hvor der blev bedt om et lån.

Og det skete ifølge borgeren, fordi Helle havde fået afslag i sin egen bank på et lån.

Selvom det senere viste sig ikke at passe, blev hun altså bortvist. Men efter sagen blev taget op af FOA, valgte Frederiksberg Kommune at indgå et forlig.

Hun har nu fået den løn, hun har krav på. Og en erstatning på 15.000 kroner, skriver mediet.

Helle Dione Borg Pedersen blev i øvrigt kort efter bortvisningen ansat i hjemmeplejen på Østerbro.

Sponsoreret indhold