NyhederI går

Hedebølger har ramt flere steder i Sydeuropa

I Spanien er der varslet temperaturer på op mod 40 grader flere steder blandt andet i Sevilla

Sydeuropa har den seneste uge været ramt af meget høje temperaturer, og det ser ud til at fortsætte hen over weekenden.

Det skriver en række europæiske medier, heriblandt Euronews og The Journal.

Fredag har den spanske vejrtjeneste Aemet varslet temperaturer på op mod 40 grader flere steder i Spanien.

Det gælder blandt andet byerne Sevilla og Córdoba. I juni bliver det normalt ikke varmere end 33 grader i de to byer.

- Selv om disse dele af Spanien er vant til hedebølger om sommeren, så er der en stigende tendens til, at høje temperaturer kommer tidligere, og samtidig bliver de mere intense og længerevarende.

- Det er noget, der helt klart kan tilskrives klimaforandringer, siger Lars Lowinski, der er meteorolog ved den tyske vejrtjeneste WetterOnline, til Euronews.

I Frankrig, Italien og Portugal bliver det mellem 35 og 38 grader de varmeste steder i løbet af weekenden.

Også Storbritannien vil blive ramt af ekstrem varme de kommende dage. Lørdag kan temperaturer nå op på 34 grader i det sydlige England, skriver The Journal.

Samtidig advarer den britiske vejrtjeneste Met Office om kraftigt tordenvejr.

Det varme vejr har samtidig medført en stigning i antallet af skovbrande i Storbritannien.

I år har der været mere end 500 skovbrande i Storbritannien. Det er en stigning på 717 procent sammenlignet med 2024.

Også i Danmark kan man forvente varmt vejr i weekenden.

Lørdag bliver det op mod 25 grader, mens temperaturer søndag kan snige sig op på 30 grader. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Sidste år var det varmeste år nogensinde i Europa, og ekstrem varme har medført tusindvis af dødsfald de seneste år.

I 2022 døde flere end 60.000 mennesker i Europa som følge af ekstreme temperaturer, mens der i 2023 blev registreret mere end 47.000 dødsfald.

Sponsoreret indhold