Havde videoopkald med vagtlægen: Natten efter døde 37-årig mand

Johann Nielsen var i marts i kontakt med vagtlægen i Region Midtjylland på både telefon og video. Han havde haft feber i fem dage og blodnæse.
Vagtlægen kiggede på video i halsen på Johann Nielsen. Hun vurderede, at “det lyder som influenza”, rådede ham til at tage smertestillende, se tiden an til dagen efter og kontakte egen læge.
Men i løbet af natten døde 37-årige Johann Nielsen af blodforgiftning, og vagtlægens håndtering af videokonsultationen møder nu kritik. Det kan Radio4 i dag fortælle.
- Problemet med videoen er, at lægen fokuserer på noget specifikt. Man ser ikke helheden, og der kan være risiko for at overse nogle vigtige ting, siger professor i almen medicin på Københavns Universitet, Lars Bjerrum.
- Det er klart, at hvis han var blevet behandlet kort efter, så havde han haft gode chancer for at overleve, siger han.
Johann Nielsens efterladte har klaget til Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn over lægens håndtering af hans opkald. Klagen behandles netop nu.
- Den manglende udredning og behandling medførte, at Johann natten efter opkaldet afgik ved døden grundet blodforgiftning. En blodforgiftning, der burde være opdaget og behandlet, står der i klagen.
Lars Bjerrum vurderer, at flere ting går galt i den to minutter og ti sekunder lange telefon- og videokonsultation.
Vagtlægen stiller ifølge professoren “revolverspørgsmål” og bruger videokonsultationen til at bekræfte sine egne antagelser om, at der udelukkende er tale om influenza.
Johann Nielsen siger i samtalen, at han udover feber og klassiske influenza-symptomer også “bløder ud af næsen”, men det overhører lægen.
- Fem dage med uafbrudt 39 i temperatur, så er man i en tilstand, hvor man skal ses og ikke på en video eller telefonkonsultation. Og når dertil kommer, at man har blødningstendens, så er det alvorligt, siger Lars Bjerrum
Blødning og høj feber er nogle af de symptomer, man kan se ved blodforgiftning. Det forklarer Nina Weis, overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, helt generelt.
- Hvis man ikke har tendens til næseblod og begynder at bløde fra næsen eller andre steder fra, samtidig med man har haft høj feber igennem flere dage, så skal man (som læge red.) overveje, om det her kan være en infektion, siger hun.
Vagtlægen forklarer i et skriftligt svar på klagen, at hun lagde stor vægt på videokonsultationen, da hun skulle vurdere, om Johann Nielsen skulle ses fysisk, og at hun ikke så en patient, der var “akut behandlingskrævende”.
Vagtlægen har ikke ønsket at svare på Radio4’s spørgsmål.