Nyheder25. september 2021

Har du købt dette pandebånd: Ingen bevis for effekt

Dansk pandebåndsfirma fjerner nu sin påstand om hjernerystelser fra sin hjemmeside - påstanden giver nemlig falsk tryghed til brugerne, mener kritikere
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200628-191112-l_37mb.jpg
 Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Det skal ikke længere fremgå af Sportects hjemmeside, at dets pandebånd - til 699 kroner stykket - kan reducere antallet af hjernerystelser.

En debat på Christiansborg førte fredag til selvransagelse hos virksomheden Sportect, der producerer og sælger pandebåndet headstrong headguard til fodboldspillere.

Efter kritik fra flere parter vil virksomheden nu ændre på sin hjemmeside, skriver Jyllands-Posten.

Direktør: Blevet klogere

Af hjemmesiden vil det ikke længere fremgå, at de stødabsorberende bånd kan reducere antallet af hjernerystelser.

Det skrev Sportects direktør, Steen Werner Hamburger, fredag i en e-mail til avisen.

- Jeg tror og håber, at alle er blevet klogere i dag. Og det er jeg også, sagde han efter debatten til Jyllands-Posten.

- Indtil videre har vi derfor slettet de udsagn, der kunne give anledning til diskussion. Det betyder dog ikke, at vi ikke fortsat mener, at studiet viser mindst en god indikation af, at den rigtige hovedbeskyttelse kan have en effekt, skrev han lidt senere i sin e-mail.

Giver falsk tryghed

Kritikken blev rettet på en konference på Christiansborg. Her gentog Sportect et udsagn fra sin markedsføring om, at pandebånd kan halvere antallet af hjernerystelser.

Men ifølge formanden for Dansk Boldspil-Unions (DBU) udvalg for fodboldmedicin, Per Hölmich, er der ikke dokumentation for påstanden.

Sportects udsagn på bygger et studie fra 2018, hvorfra virksomheden fremhæver det pandebånd, der klarer sig bedst i undersøgelsen.

Men samlet set er der ikke bevis for effekten, understregede Per Hölmich.

- Du piller noget ud, som ikke hænger sammen med den videnskabelige kontekst, sagde han ifølge Jyllands-Posten i debatten.

Rådgiver i Spillerforeningen Kresten Blæsild påpegede desuden, at det giver spillerne en falsk tryghed, hvis de forventer en positiv effekt ved at iføre sig pandebåndet.

Sponsoreret indhold