Hans Pilgaard: Holder TV2 inde i kampen

Hans Pilgaard gør, hvad han kan for at holde TV2 inde i seerkampen.
Men hans arbejdsplads TV2 må i disse uger se sig alvorligt distanceret af Danmarks Radio.
Pilgaard står godt nok i spidsen for ugens mest populære TV2-program "Hvem vil være millionær". 1.105.000 seere blændede op for programmet sidste mandag. Men fredag aften, når TV2 ellers har fejret store triumfer i tidens løb, er valget af det fortærskede og metaltrætte koncept "Den Store Klassefest" bestemt ikke en jublende succes.
Trods en mindre fremgang fra ugen før, er der stadig under halvt så mange seere, som til DR's "X Factor". 835.000 foretrak Pilgaard, mens 1.613.000 og 1.835.000 så Remee, Lina, Rønne og Blachman i henholdsvis "X Factor" og "X Factor afgørelsen".
Heller ikke søndag aften er der noget, der kan røre Danmarks Radio. Trods avisskrivernes surmulende kritik, elsker 1.422.000 danskere at se på dramaserien "Livvagterne".