Nyheder20. december 2023

Hamas melder om over 20.000 dræbte i Gaza

Mens Israels offensiv i Gaza fortsætter, overstiger dødstal ifølge Hamas-kontor 20.000
Krigen har kostet adskillige menneskeliv.
Krigen har kostet adskillige menneskeliv.
 Foto: Said Khatib/AFP/Ritzau Scanpix

Over 20.000 mennesker har mistet livet under Israels offensiv i Gaza.

Det oplyser Hamas-regeringens mediekontor onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Omkring 8000 børn og 6200 kvinder er blandt de døde, oplyser kontoret, på et tidspunkt hvor kampene fortsætter mere end to måneder efter den seneste opblussen i den årtier lange konflikt.

Tallene fra Hamas og de palæstinensiske sundhedsmyndigheder har været omgærdet af debat, da blandt andet Israel og USA har sået tvivl om dem.

Men FN-kontorer henviser fortsat til dem.

Mike Ryan, krisechef i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), har sagt, at tallene fra begge sider "nok ikke er helt præcise, men de reflekterer i store træk antallet af døde og sårede på begge sider af konflikten".

Israel indledte sin offensiv i Gaza som reaktion på et angreb 7. oktober fra den militante palæstinensiske bevægelse Hamas. Her blev omkring 1200 ifølge israelske tal dræbt.

Samtidig tog bevægelsen 240 gidsler.

Israel har lovet at knuse Hamas efter angrebet og har udført både en landoffensiv og meget omfattende bombardementer, som har lagt hele områder i ruiner.

I en uge i slutningen af november opretholdt Hamas og Israel en aftale om en midlertidig våbenhvile samt udveksling af fanger og gidsler.

En lignende aftale kan måske være på vej igen.

Der er således "meget seriøse" forhandlinger om humanitære pauser og udveksling af gidsler i Gaza, oplyser Det Hvide Hus onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flere medier har de seneste dage med henvisning til anonyme kilder også meldt om forhandlinger.

Sponsoreret indhold