Nyheder17. oktober 2023

Hamas melder 500 dræbt i angreb på hospital i Gaza

Flere hundrede personer er blevet slået ihjel, efter Israel har ramt et hospital med luftangreb
Palæstinensiske mænd sidder tynget af sorg ude foran et hospital i det sydlige Gaza den 17. oktober. Her har et israelsk luftangreb ramt hospitalet i Rafah.
Palæstinensiske mænd sidder tynget af sorg ude foran et hospital i det sydlige Gaza den 17. oktober. Her har et israelsk luftangreb ramt hospitalet i Rafah.
 Foto: Ritzau Scanpix, MOHAMMED ABED / AFP

Flere hundrede personer er blevet dræbt efter et israelsk luftangreb mod et hospital i Gazastriben.

Det meddeler det palæstinensiske sundhedsministerium. Ifølge ministeriet er 500 døde, skriver Reuters.

Israels militær lægger derimod skylden på Islamisk Jihad, der er en af de militante palæstinensiske grupper.

Ifølge militæret viser efterretninger, at Islamisk Jihad afsendte en byge af raketter med kurs mod Israel, som kom for tæt på hospitalet, da det blev ramt.

- En analyse af IDF's operationelle systemer indikerer, at et raketangreb blev afsendt af terrorister i Gaza, og at det passerede tæt på al-Ahli hospitalet i Gaza på det tidspunkt, det blev ramt, siger en talsmand for Israels militær.

- Efterretninger fra flere kilder, som vi er i besiddelse af, tyder på, at Islamisk Jihad er ansvarlig for det fejlslagne raketangreb, der ramte hospitalet i Gaza.

Det ramte hospital er al-Ahli Arab, der ligger i Gaza By.

Angrebet ramte hospitalets gård, oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium.

Et stort antal palæstinensere har søgt tilflugt ved hospitalerne i Gazastriben, fordi de anses for at være nogle af de mest sikre steder at opholde sig.

- Hospitalet husede hundredvis af syge og sårede samt mennesker, der er tvunget på flugt fra deres hjem, meddeler Hamas' mediekontor.

Det betegner angrebet som "en krigsforbrydelse".

Kort tid efter angrebet har flere lande reageret. Canadas premierminister, Justin Trudeau, kalder angrebet på hospitalet for "ulovligt" og i en udtalelse fra det egyptiske udenrigsministerium lyder det, at man fordømmer angrebet.

Det skriver Reuters, og tilføjer yderligere at Egypten opfordrer det internationale samfund til at "gribe ind" for at stoppe "overtrædelserne".

Amnesty International minder om, at begge sider i konflikten skal overholde de gældende love.

- Angrebet på al-Ahli Arab-hospitalet viser, at intet sted er sikkert for civile i Gaza. Angreb på civile og civil infrastruktur er en krænkelse af international humanitær ret og udgør en krigsforbrydelse, siger Vibe Klarup, der er generalsekretær i Amnesty International Danmark.

Hassan Khalaf, som er direktør for et andet hospital, der ligger en kilometer fra al-Ahli Arab-hospitalet, fortæller til tv-station al-Jazeera, at det ramte hospital "stadig brænder" efter luftangrebet.

Han tilføjer, at tusindvis af palæstinensere er blevet såret i de seneste ti dages luftangreb, men der er ingen sikre steder, de kan være.

- Hvor skal de tage hen?, spørger han.

- De vil foretage massakrer og massakrer og massakrer i Gaza, siger han om de israelske styrker.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har efter angrebet bedt om tre sørgedage, oplyser det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa ifølge AFP.

Abbas kalder angrebet for en "humanitær katastrofe".

Der bor over to millioner mennesker på den smalle stribe land, der er på størrelse med den danske ø Mors.

Israel har opfordret alle indbyggere i det nordlige Gaza til at begive sig mod syd for at undgå luftangreb.

Over 3000 mennesker er blevet dræbt, siden Israel 7. oktober indledte luftangreb mod Hamas som svar på et usædvanligt blodigt angreb, der har kostet 1400 israelere livet.

Sponsoreret indhold