Nyheder30. november 2023 (opd. 30. november 2023)

Hæver prisen: Fra 2024 koster det 25 kroner at sende et brev

PostNord reagerer på den nye postlov, som et flertal i Folketinget har vedtaget torsdag, og hævet priserne

Fra 1. januar vil det koste minimum 25 kroner at sende et brev i Danmark.

Det oplyser PostNord i en pressemeddelelse, efter at et flertal i Folketinget torsdag har vedtaget en ny postlov.

Tidligere i år blev regeringen, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale, Alternativet og Nye Borgerlige enige om en aftale om fremtidens indretning af postområdet.

Aftalen betyder blandt andet, at befordringspligten, som tilsiger, at staten skal sikre udbringning af breve og pakker i hele landet, ophører. Befordringspligten varetages i dag af PostNords danske afdeling.

Med vedtagelsen af loven "tilpasser" PostNord nu sin brevforretningen fra årsskiftet, hvor loven træder i kraft. Med ophævelsen af befordringspligten fjernes den årlige millionstøtte til PostNord nemlig.

Det betyder blandt andet, at det vil koste 25 kroner at sende et brev på 0-100 gram i Danmark. I dag koster det ifølge PostNords hjemmeside 12 kroner at sende et brev på 0-50 gram og 24 kroner for et brev på højst 100 gram.

PostNord meddeler desuden, at der fjernes mere end 1000 postkasser landet over som konsekvens af den nye postlov.

- Vi har i løbet af den politiske proces gjort opmærksom på de konsekvenser, det vil få at afskaffe befordringspligten - både for danskerne og for vores tilstedeværelse på brevmarkedet, siger Nikolaj Ahrenkiel, konstitueret administrerende direktør i PostNord Danmark, i pressemeddelelsen.

- Dette indebærer, at vi nu tilpasser os en virkelighed, hvor brevforretningen, som vi kender den i dag, på sigt ikke vil være en del af vores virksomhed.

- PostNords fremtid har længe været på pakkemarkedet, hvor vi i dag har en markedsledende position i Danmark og Norden, og her fortsætter vi vores fokus og strategiske udvikling af forretningen, siger Ahrenkiel.

Sponsoreret indhold