Hængt ud som "en gammel gris": Nu trækker han sit parti i retten

Endnu et kapitel kan føjes til sagen om Viggo Jonasens eksklusion fra Enhedslisten i Aarhus. Fredag har han stævnet partiets hovedbestyrelse for injurier og kræver 10.000 kroner i torterstatning.
Det tidligere byrådsmedlem i Aarhus vil have partiet til at erkende, at det han kalder "beskyldningerne om, at han gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane" er usande og grundløse.
- Jeg vil have slået fast, at det er usandt.
- Jeg vil renses, siger han til TV2 Østjylland.
I marts ekskluderede hovedbestyrelsen Viggo Jonasen, mens det blev endegyldigt på Enhedslistens årsmøde i maj, hvor han fik lov at tale sin sag. Det lykkedes ham dog ikke at rokke ved beslutningen om eksklusion.
Ifølge Viggo Jonasen har det betydet en del i hans privatliv, at han blev ekskluderet.
- Jeg træffer gamle venner, som siger "nå, du er kommet i avisen - er du sådan en gammel gris?". Det, synes jeg, er træls, siger han.
På trods af eksklusionen og nu stævningen håber Viggo Jonasen stadig, at han kan komme tilbage til partiet.
- Partiet har de mest fornuftige politiske synspunkter på markedet, så det er det, der vil passe mig bedst, siger han.
Afviser alt
Enhedslistens ansvarlige for forretningsudvalget, Trine Simmel, skriver følgende i en mail til TV2 Østjylland:
- Vi afventer rettens behandling.
- Vi mener ikke, at der er grundlag for anklagerne. Vi har ikke yderligere at tilføje.
Og giver retten Jonasen medhold i injuriesagen, så mener han, at han bør optages i partiet igen.
- Så er det fastslået, at grundlaget for eksklusionen ikke var til stede, og så ville det være almindelig høflighed, siger han om muligheden for at komme tilbage til partiet.
Eksklusionen af Viggo Jonasen skyldes anklager om sexistisk omtale af et ungt byrådsmedlem, chikane og dårlig arbejdsmiljø.
Det omtalte byrådsmedlem er Laura Bryhl, der i en alder af 26 år i november fik imponerende mange personlige stemmer og blev valgt til Aarhus Byråd.
Viggo Jonasen mener selv, at chancerne for at vinde injurie sagen er gode. I stævningen ligger muligheden for Enhedslisten for at indgå forlig.
- Jeg havde ikke rejst sagen, hvis jeg ikke mente, at jeg kunne vinde den. Hvis partiet vil føre sandhedsbevis, så er de nødt til at slæbe Laura (Bryhl, red.) ind. Det ville være synd for hende.
- Derfor har jeg tilbudt forliget. Ellers ville jeg ikke have gjort det, siger Viggo Jonasen.