Nyheder18. oktober 2009

a-ha: Nu opløses de for alvor

Norges nok største popnavn nogensinde spiller afskedskoncert den 4. december 2010 i Oslo
Morten Harket har altid været i forgrunden i a-ha, men nu er det snart slut, og de tre vil fortsætte som soloartister
Morten Harket har altid været i forgrunden i a-ha, men nu er det snart slut, og de tre vil fortsætte som soloartister
 Foto: All Over

Morten Harket, som er ham den smukke forsanger i a-ha, er netop fyldt 50 år.

Så det kan godt være, at det er alderen, der tynger. Eller også er han bare træt af bøvl og ævl. I alle tilfælde er han og hans to kolleger, Magne Furuholmen og Paul Waaktaar-Savoy, i den succesfulde norske popgruppe nu endelig blevet eniget om, at til næste år er det definitivt slut:

Gruppen planlægger en sidste verdensturné, der afsluttes med en koncert den 4. december 2010 i Oslo.

Den norske popgruppe a-ha havde en stribe europæiske hits fra midten af 80'erne til de i 1994 satte gruppen på standby. Mest af alt fordi de tre ikke kunne blive enige om, hvilken retning deres band skulle bevæge sig.

Sammen igen

Men i 1998 fandt de tre sammen igen, og fra 2000 og frem til i dag har bandet turneret og udsendt plader med pæn succes. Men nu lægger de tre medlemmer for anden gang a-ha på hylden for at fokusere på de respektive soloprojekter.

a-ha debuterede i 1985 med albummet "Hunting High And Low", der blandt andet genererede deres eneste amerikanske hit "Take On Me". Men i Europa fortsatte succesen med singler som "The Sun Always Shines on T.V.", "I've Been Losing You", "Cry Wolf" og ikke mindst "The Living Daylights", der var temamelodi til den første James Bond-film med Timothy Dalton i hovedrollen.

Siden 2000 har de som a-ha udsendt fire plader, hvor den seneste "Foot Of The Mountain" udkom i juni i år og opnåede en andenplads på hitlisten i hjemlandet, en femteplads i England samt en førsteplads på den tyske albumhitliste.

Viril herre

Morten Harket, som på et tidspunkt blev koblet sammen med næsten-danske Lene Nystrøm, har også rigeligt at se til ud over sin musik. Han har tre børn med sin ekskone Camilla Malmquist Harket, som han var gift med fra 1989 til 1998.

Senere blev han kæreste med Anne Mette Undlien, som fødte deres første barn, datteren Henny i 2003. Og sidste år fik de endnu en datter, Karmen.

Én af grundene til at han er blevet far fem gange kan måske findes i hans politiske holdninger. Han er erklæret konservativ og stærk modstander af abort.

Sponsoreret indhold