Gymnasieaftale tilbagerulles: Vil fjerne sjette SU-år

Der er lagt op til en stor reform af uddannelsessystemet i Danmark i det nye regeringsgrundlag.
Venstre har sikret sig en stor sejr, ved at den omstridte aftale fra 2021 om elevfordeling på gymnasier rulles tilbage.
Det betyder, at et kriterium om forældres indkomst i elevfordeling ikke længere skal gælde. I stedet skal eleverne fordeles efter transporttid.
Et andet af Venstres forslag fra før valget ser også ud til at blive til virkelighed. Den nye SVM-regering foreslår, at det på videregående uddannelser kun bliver muligt at modtage SU til normeret studietid.
Det betyder, at den maksimale SU-klip-ramme skal skæres fra 70 til 58 klip svarende til det sjette SU-år.
Socialdemokratiet får igennem, at op mod halvdelen af landets kandidatuddannelser skal forkortes fra to år til ét år med et "tydeligt arbejdsmarkedssigte".
I stedet skal der oprettes flere erhvervsuddannelser.
Regeringen ønsker også at etablere 500 til 1000 nye studiepladser på engelsksprogede erhvervskandidatuddannelser, hvor der mangler arbejdskraft.
Også optagelsessystemet til videregående uddannelser skal der kigges på. Regeringen vil give "bedre adgang via kvote 2".
Aftalen om elevfordeling berørte elever i Hovedstadsområdet, Nordsjælland, Odense og Aarhus. Det betød, at de fra næste skoleår skulle fordeles på gymnasiet efter, hvor meget deres forældre tjener.
Andelen af elever med ikkevestlig baggrund er gennem en årrække steget så markant på en række gymnasier, at elever med dansk baggrund er begyndt at vælge dem fra.
Det har fundet sted på en række gymnasier i og omkring landets største byer, hvilket ifølge politiske ønsker har gjort elevsammensætningen skæv.
Tirsdag erfarede flere medier, at aftalen ville blive tilbagerullet, som det nu er sket.
Det fik onsdag morgen kritik fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutningen.
Forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Madeleine Steenberg Williams, fortalte, at hun er "dybt bekymret".
- Særligt fordi det er en aftale, der allerede er gået i gang. Det er en aftale, som kommer til at løse nogle helt vildt store problemer, vi har ude på gymnasierne lige nu.