Nyheder24. maj 2009

Gun-Britt: Tævet

Stjernefrisøren fik som barn dagligt bank af sin mor og måtte tage Ketogan-sprøjter for at dulme smerterne
Gun-Britt Zeller er en sand fighter
Gun-Britt Zeller er en sand fighter
 Foto: All Over

Gun-Britt Zeller er i dag lighedstegn med glamour, Hollywood-hår og masser af medgang. Men medgangen har hun selv skabt, for hele barndommen var præget af modgang.

I sin nye selvbiografi "Du skal ikke tro, du er noget", beskriver den berømte frisør, hvordan opvæksten var præget af hendes tyranniske mor og masser af tæsk.

- Da jeg kom i gang med bogen og fik åbnet alle mine scrapbøger, flød det ud. Og der har været tudeture. Det har været en form for selvransagelse, fortæller Gun-Britt til B.T.

Moderen misbrugte hende psykisk og brugte alt fra bøjler og børster til at tæve sin datter med. De mange bank gav til sidst Gun-Britt så voldsom migræne, at hun måtte tage Ketogan-indsprøjtninger for at klare smerterne.

Under hele opvæksten var moderens mantra "Du skal ikke tro, du er noget". Og lige siden Gun-Britt forlod barndomshjemmet i Mou som 14-årig, har hun kæmpet mod præcis de ord.

- Jeg har sagt, at de får mig ikke! Hvis jeg kunne klare min opvækst, kunne jeg klare alt. Da jeg var ung, var der ingen, der ville samle mig op, siger stjernernes foretrukne frisør, der aldrig så eller talte til sin mor igen.

- Men jeg synes ikke, at det er synd for mig. Jeg kunne have sat mig ned i et hjørne og sagt, at det er synd for mig. Men jeg har brugt modgangen.

Sponsoreret indhold