Annonce
Nyheder4 timer siden (opd. 4 timer siden)

Grønland giver Vivian Motzfeldt en heltehjemkomst: Det betyder alt

Vivian Motzfeldt lander tirsdag i Nuuk, hvor hun får en flot velkomst efter hektiske uger i USA og Bruxelles
Af: Ritzau
Annonce

Der er jubel og grønlandske flag, da minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt tirsdag lander i lufthavnen i Nuuk, Grønland.

Hun bliver budt velkommen hjem, hvorefter hun vifter med en stor fane, hilser på folk og holder et barn, som hun kort danser med på armen.

- Af hele mit hjerte vil jeg sige tak, det giver os så meget styrke, siger hun til pressen om det store fremmøde.

Hun har haft nogle lange uger, hvor hun blandt andet har været til møde i USA med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Her blev de med udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance enige om en arbejdsgruppe, men siden har USA truet Danmark og en række lande med straftold.

Annonce

Vivian Motzfeldt sætter selv ord på den situation, som mange grønlændere oplever som absurd og derfor er mødt op i lufthavnen for at vise.

- Det betyder alt, vi har en verdenssituation, som kræver, at vi alle støtter hinanden, så det giver mig rigtig meget styrke, siger hun.

Mandag var hun i Bruxelles for at mødes med Natos generalsekretær, Mark Rutte, sammen med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Annonce

Danmark og Grønland ønsker en egentlig Nato-mission i Grønland, hvor en række Nato-allierede har udstationeret soldater for at støtte Danmark og Grønland.

Soldaterne lander løbende og fylder mere og mere i dagsbilledet i byen, hvor de dog holder sig til at træne udenfor centrum for ikke vække unødig opsigt.

Cecilie Vahl er i dag pensionist og forfatter og er født og opvokset i Qassiarsuk.

Annonce

Hun er i lufthavnen med flag for at byde Vivian Motzfeldt hjem efter nogle uger på den internationale scene. Hun fortæller om en hverdag, hvor USA's trusler fylder alt.

- Man føler sig utryg, det gør jeg engang imellem. Om aftenen når jeg går i seng, begynder jeg at spekulere på, hvad der kan ske. Min mand er handicappet, og vi er ældre mennesker, så man spekulerer på, hvad der skal ske med sådan nogle som os, siger hun.

Annonce

- Det holder mig vågen. Men så må jeg lukke tankerne og tænke på noget positivt. Vi har oldebørn, og vi har mange dejlige minder med dem, så det tænker jeg på, så går nervøsiteten over.

Annonce

Sponsoreret indhold