Annonce
Nyheder4 timer siden (opd. 4 timer siden)

Grønlændere bedes forberede sig på krisesituation

På et pressemøde er Grønlands befolkning blevet bedt om at preppe til fem dage i tilfælde af en krisesituation
Af: Ritzau
Annonce

Folk i Grønland anbefales at kunne klare sig selv i fem dage.

Det fremgår af et pressemøde tirsdag i hovedstaden Nuuk, hvor minister for blandt andet selvforsyning Peter Borg siger, at en brochure om hjemmeberedskab fra de grønlandske myndigheder skal husstandsomdeles.

- Vi offentliggør i dag brochuren "Forberedt på kriser - klar dig i fem døgn". Det er Naalakkersuisuts anbefaling, at du og din familie kan klare sig i fem døgn, hvis kriser opstår.

- Hvis du er forberedt og kan tage dig af dig selv og dine nærmeste, kan myndighederne arbejde der, hvor det kræves, siger han.

Peter Borg understreger, at det ikke skyldes den nuværende situation med USA, som ønsker at overtage Grønland, selv om de er allierede.

Annonce

Minister for blandt andet sociale anliggender og infrastruktur Aqqaluaq B. Egede kom ind på presset udefra.

- Vi er nødt til at stå sammen. Der er nogen udefra, der ønsker at splitte os og ønsker, at vi skal være uenige om vores fremtid. Vi er mange, der mener, at vi skal stå sammen, siger han.

Selv om det har skabt utryghed hos befolkningen, skal anbefalingerne ikke skabe endnu mere utryghed.

Annonce

- Du får måske aldrig brug for at følge alle rådene i praksis, men det er godt at være forberedt. Gør hvad du kan og hjælp dem omkring dig, det er vi heldigvis gode til, siger Peter Borg.

Danske myndigheder anbefalede i 2024 alle danskere at kunne klare sig selv i tre døgn, efter at flere politikere havde afvist behovet for et hjemmeberedskab.

Der lød derfor kritik af, at anbefalingerne var længe undervejs.

Annonce

Halvandet år efter kommer grønlandske myndigheder med anbefalinger om fem døgn. På spørgsmålet om, hvorfor anbefalingerne først kommer nu, svarer Peter Borg, at de har været længe undervejs.

- Det er en proces, der har været startet for et stykke tid siden, og nu endelig er færdiggjort, siger han kort.

I Nuuk var der i dagevis et større strømnedbrud i 2021, hvilket gjorde, at der blev købt ekstra forsyninger efterfølgende.

Annonce

Ifølge lektor i samfundssikkerhed ved Roskilde Universitet Rasmus Dahlberg har Grønland haltet efter på beredskabet.

- Det afslørede, at man ikke var supergodt forberedt på det i forhold til krisestyringen, beredskabsplaner og andet, siger Rasmus Dahlberg.

Grønland har hjemtaget området for beredskab i 2010, så selvstyret står selv for opgaven, men kan trække på anbefalinger og erfaringer fra Danmark.

Annonce

Kommunikationschef Benny Reffeldt Otte fra detailvirksomheden Brugseni fremhæver, at der ikke er krisestemning i Grønland, selv om der er utryghed, og at der er rigeligt med varer.

Han melder om, at der er ekstra store forsyninger på vej.

- Mange har kummefrysere og er vant til at proviantere til sejlads, jagt og andre begivenheder med langtidsholdbare produkter, hvor man skal klare sig selv.

Annonce

- Vi er også vant til at omstille os til at klare forskellige uventede hændelser, da det først og fremmest er naturen, der bestemmer i Grønland, siger han i en skriftlig kommentar.

Annonce

Sponsoreret indhold