Nyheder1. februar 2024

Greta Thunberg skal i retten i London

Det kan ende med en bøde på op til 2000 pund for Greta Thunberg, der torsdag møder i retten i London
Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg blev anholdt, da hun sammen med andre klimaaktivister blokerede indgangen til et hotel i Mayfair i London i oktober. (Arkivfoto)
Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg blev anholdt, da hun sammen med andre klimaaktivister blokerede indgangen til et hotel i Mayfair i London i oktober. (Arkivfoto)
 Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg skal torsdag møde ved en domstol i Storbritanniens hovedstad, London, hvor hun står anklaget for at forstyrre den offentlige orden efter en demonstration i det centrale London sidste år.

Den 21-årige svensker blev anholdt under demonstrationen nær hotellet InterContinental i den fornemme bydel Mayfair, hvor chefer fra førende oliefirmaer havde et møde, 17. oktober.

Sammen med to aktivister fra Fossil Free London (FFL) og to aktivister fra Greenpeace nægtede Thunberg sig skyldig ved en domstol i London i november.

De er anklaget for forstyrrelse af den offentlige orden, fordi de blokerede indgangen til hotellet.

De fem ventes at skulle møde sammen torsdag morgen til retssagen, der ventes at vare to dage.

Thunberg står ifølge nyhedsbureauet AFP over for en bøde på maksimalt 2000 pund, hvis hun dømmes. Det svarer til omkring 17.500 kroner.

FFL siger, at det torsdag morgen vil holde en demonstration i solidaritet med de anklagede foran retsbygningen.

Både Greenpeace og FFL kritiserer, at medlemmer af grupperne og Thunberg retsforfølges for demonstrationen.

- Storbritannien kriminaliserer fredelige klimaaktivister, mens de ruller den røde løbet ud for klimakriminelle på hoteller i Mayfair, siger Joanna Warrington, der er arrangør i FFL, ifølge nyhedsbureauet dpa.

FFL kæmper mod store gas- og olieselskabers brug af fossile brændsler.

Hvis retten i London finder Greta Thunberg skyldig, er det ikke første gang, at den unge aktivist bliver dømt.

I juli 2023 fik hun en straf på 30 dagsbøder à 50 svenske kroner - svarende til i alt 990 danske kroner - efter at have "nægtet at efterkomme politiets anvisninger" under en klimaaktion i Malmø.

Senere på dagen, hvor hun modtog dommen, var hun i gang igen. Da blev hun endnu en gang anholdt under en demonstration i den sydsvenske by.

Hun blev dømt for samme forseelse, der denne gang kostede 90 dagsbøder à 50 svenske kroner - omkring 2880 kroner.

Sponsoreret indhold