Nyheder24. september 2021

Greta Thunberg revser tyske partier inden klimavalg

Ingen partier er i nærheden af at gøre nok for klimaet, siger Greta Thunberg ved klimamarch i Berlin
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/greta_thunberg.jpg
 (Foto: MEGA)

To dage inden valget i Tyskland blev klimaet sat allerøverst på dagsordenen, da hundredtusindvis af demonstranter gik ud i de tyske gader med krav om, at politikerne gør mere for at bremse klimaforandringer.

- Det er mere tydeligt end nogensinde før, at ingen af de politiske partier er i nærheden af at gøre nok. End ikke deres foreslåede løfter er tæt på det, der er nødvendigt for at leve op til Parisaftalen, siger Greta Thunberg.

Den svenske klimaaktivist deltog i fredagens demonstration i Berlin. Hun opfordrer tyskerne til at holde politikerne fast på deres løfter - også efter søndagens valg.

- Ja, vi skal stemme, I skal stemme, men husk at alene det at stemme ikke er nok. Vi skal blive ved med at gå på gaden, siger Thunberg ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ved søndagens valg til Forbundsdagen er klima blevet et hovedtema. Særligt efter de store oversvømmelser, der prægede dele af Tyskland i sommer.

Partiet De Grønnes kandidat til posten som forbundskansler, Annalena Baerbock, demonstrerede for klimaet i storbyen Köln.

- Jeg er her for at sende et signal sammen med de mange tusinde mennesker her, unge og børn om, at dette valg er et valg om klimaet, siger hun til det svenske nyhedsbureau TT.

Men end ikke De Grønnes klimapolitik er god nok, mener Pauline Brünger, der er talsperson for den tyske "Fridays for Future"-bevægelse.

- De har desværre ingen plan for, hvordan Parisaftalen skal gennemføres. Det er ansvarsløst på et andet niveau, eftersom alle andre partier bruger De Grønne som målestok, siger hun til TT.

Ifølge arrangørerne bag fredagens klimaprotester i Tyskland var der demonstrationer i mere end 470 byer. Samlet set vurderer klimaaktivisterne, at over 600.000 mennesker deltog i de tyske demonstrationer.

Også i andre lande var der fredag store klimaprotester.

To dage inden det tyske valg er det Olaf Scholz fra det socialdemokratiske SPD, der ses som den mest sandsynlige kandidat til at overtage posten som forbundskansler efter Angela Merkel.

Scholz udtrykker opbakning til klimaaktivisterne på Twitter fredag.

- Klimapolitik hører til de vigtige temaer, som vil blive besluttet ved dette valg, skriver han.

En meningsmåling, der er offentliggjort i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung fredag viser, at SPD kun er et enkelt procentpoint foran det konservative CDU/CSU med henholdsvis 26 og 25 procents opbakning.

De Grønne står til 16 procent, viser målingen.

Sponsoreret indhold