Græsslåning gik helt galt: 25 træer er blevet smadret

Det er helt skidt. Faktisk så skidt, at 25 træer er blevet ødelagt.
En kommunal græsslåning er gået helt galt i Kolding, og nu skal det vurderes, hvor mange træer, der kan reddes.
En kommunal anlægsgartner overså, at et større stykke metal havde sat sig fast i klingen på havetraktoren, og det resulterede i, at flere træstammer er enten flækkede eller barken er røget af.
Nu skal det vurderes, hvor mange af træerne, der kan reddes, og hvor mange der må lade livet.
– Det står grelt til. Der er forskel på skaderne – nogle træer vil kunne overleve, og nogle vil nok have svært ved at overleve, fortæller entrepriseleder ved Kolding Kommune, Anders Krog.
Til JydskeVestkysten slår Anders Krog fast, at der er tale om en menneskelig fejl fra en erfaren medarbejder, der ellers altid er meget omhyggelig.
Den pågældende medarbejder er ulykkelig efter episoden, men formanden for lokalområdet, Jan Faldt Bertelsen, mener ikke at, at der er grund til at "korsfæste medarbejderen".
Træerne er af sorten pyramideavnbøg, og de blev plantet tilbage i 2007.