Nyheder1. januar 2022

Godt nytår! Nu er cigaretter blevet dyrere

Prisen på cigaretter får et nøk op på årets første dag
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Rygere skal ryste op med fem kroner ekstra, så en pakke cigaretter i gennemsnit koster 60 kroner.

Det er et led i en politisk aftalt prisstigning på cigaretter, der blev besluttet som en del af finansloven for 2020.

Prisstigningen træder som nævnt i kraft fra 1. januar 2022, men tobaksproducenterne har en frist på tre måneder til at sælge ud af varer til den gamle pris.

Stigningen blev indført i to etaper.

Fra april 2020 steg prisen på en pakke cigaretter cirka 15 kroner. Nu venter så det sidste trin i totrinsraketten.

I Kræftens Bekæmpelse hilser man prisstigningen velkommen og ser den som en af vejene til at undgå, at flere unge begynder at ryge.

- Vi kunne se efter den første prisstigning på 15 kroner, at andelen af rygere faldt fra 20 til 18 procent. Det er helt klart som følge af prisstigningen.

- Det er især de yngste, der har undladt at begynde at ryge eller lagt cigaretterne på hylden, siger forebyggelseschef Mette Lolk Hanak.

Prisen er ifølge forebyggelseschefen det vigtigste parameter for at begrænse lysten til at begynde at ryge - eller kvitte tobakken, hvis man allerede er begyndt.

- Selv om vi er glade for prisstigningen, så ser vi gerne, at prisen kommer endnu højere op. Vi kunne godt tænke os en pris på cirka 90 kroner ligesom i Norge, siger Mette Lolk Hanak.

Der er også andre faktorer, der ifølge forebyggelseschefen spiller ind på omfanget af rygning.

- Der er mange ting, der har betydning, og derfor er vi også glade for den plan mod børn og unges rygning, der blev vedtaget i Folketinget.

- Den har betydet, at cigaretpakkerne er blevet neutrale, tobakken er blevet gemt væk under disken, og vi har fået røgfri skoletid både i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, siger Mette Lolk Hanak.

Sponsoreret indhold