Nyheder18. april 2023

Godt nyt: Tusindvis af jyske kunder får billigere strøm

Fra 1. maj vil 800.000 jyske husstande og virksomheder få en lavere strømregning, da netselskabet N1 har valgt at sænke nettarrifen
2022 blev året, hvor danskerne for alvor tjekkede strømpriserne. Men nu ser det ud til, at priserne igen er på vej ned.
2022 blev året, hvor danskerne for alvor tjekkede strømpriserne. Men nu ser det ud til, at priserne igen er på vej ned.
 Foto: Ritzau Scanpix

Inden længe kan godt 800.000 danskere se frem til en billigere strømregning.

For efter en lang periode med tårnhøje energipriser har det Nordlys-ejede netselskab N1, der forsyner en stor del af Jylland med strøm, besluttet at sænke den såkaldte nettarif med 24 procent.

Det oplyser N1 i en pressemeddelelse.

Med andre ord betyder det, at 800.000 jyske husstande og virksomheder fra den 1. maj skal betale mindre for transporten af strøm. Årsagen skal findes i, at elpriserne igen er på vej ned.

– Vi følger elmarkedet meget nøje, og i N1 har vi ad flere omgange i 2022 været nødt til at hæve tariffen på grund af de stigende elpriser.

- Nu er elprisen heldigvis væsentlig lavere end i efteråret 2022, og derfor sænker vi naturligvis tariffen igen, siger Carsten Bryder Thejls, der er administrerende direktør i N1.

Ændringen betyder derfor, at en typisk husstand med to voksne og to børn i alt kan spare cirka 400 kroner på elregningen i resten af 2023.

Sænker også producenttariffen

Udover at netselskabet N1 har valgt at skære en luns af nettariffen, har de da også valgt at sænke producenttariffen, som blandt andet vindmølleejere betaler for at levere grøn strøm ind på elnettet.

Her er procentdelen dog væsentlig højere, da den sænkes med hele 70 procent.

Men selv om N1 nu ændrer de forskellige tariffer, mener Carsten Bryder Thejls ikke, at det får indflydelse på deres ambitioner i den grønne omstilling.

– Elektrificering af samfundet betyder, at der skal transporteres langt mere grøn strøm gennem elnettet. Det kræver massive investeringer. Alene i år investerer vi 1,3 milliarder kroner i at fremtidssikre elnettet, hvilket er en fordobling i forhold til 2019, siger direktøren.

Sponsoreret indhold