DSB genoptager så småt togtrafikken mellem Ringsted og Slagelse på Sjælland.
Det meddeler DSB i en opdatering natten til onsdag på sin hjemmeside.
Det første tog vil køre fra Ringsted klokken 01.23, mens det første tog ruller fra stationen i Slagelse klokken 01.49.
DSB tilføjer, at man forventer, at alle togene vil køre igen i løbet onsdag morgen, men at rejsetiden vil være forlænget.
Strækningen mellem Ringsted og Slagelse blev lukket tirsdag aften omkring klokken 18.30 på grund af vand på sporene.
Strækningen mellem Ringsted og Slagelse på Sjælland bruges af de tog, der kører mellem landsdelene. Det kan være tog mellem København, Aarhus og Aalborg.
Siden mandag er der faldet store mængder regn i Danmark. Tirsdag var især Sydsjælland og Lolland-Falster hårdt ramt.
Flere steder er der faldet over 100 millimeter regn på et døgn.
Byen Neble på Møn havde tirsdag målt hele 134 millimeter - altså mere end to måneders nedbør.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har natten til onsdag skrevet, at dets varsel om kraftig regn er ophørt.
Det meddelte DMI klokken 00.52 på det sociale medie X.
For Fyn og Lolland-Falster har DMI fortsat udsendt et varsel om voldsomt vejr samt lokale oversvømmelser.
Mandag og tirsdag var der udsendt et varsel om meget farligt vejr. Farligt vejr betyder, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.