Nyheder4. september 2023

Godt nyt om 8-årig: Vækket af koma

Den 8-årige dreng, der lørdag blev ramt af en bil på Bredgade i Malling, er nu blevet vækket fra sin kunstige koma
Ulykken med den 8-årige fandt sted her ved Bredgade 100 i Malling lørdag ved 15.30-tiden.
Ulykken med den 8-årige fandt sted her ved Bredgade 100 i Malling lørdag ved 15.30-tiden.
 Foto: Presse-fotos.dk

Lørdag blev en 8-årig dreng alvorligt kvæstet, da han blev ramt af en bil på Bredgade i Malling.

Nu er der dog heldigvis godt nyt om drengens tilstand.

Det fortæller politiets vagtchef til TV 2 Østjylland.

Dagen efter ulykken – søndag – blev drengen således vækket fra sin koma, og han reagerer positivt, når lægerne klemmer hans hånd:

– Det er ikke ligesom at vågne fra almindelig søvn. Derfor tager det lige lidt tid, og lægerne er fortsat i gang med nogle undersøgelser, men det er fantastisk at få at vide, at drengen er i bedring, siger vagtchefen til TV 2 Østjylland.

Ulykken fandt sted lørdag eftermiddag, da drengen af endnu ukendte årsager kom ud på vejbanen og blev ramt af en bil. Drengen bar heldigvis cykelhjelm.

I første omgang vidste politiet ikke, hvem drengen var, og derfor bad man offentligheden om hjælp til at finde frem til hans pårørende. I den forbindelse delte politiet blandt andet billeder af drengens cykel, som han cyklede på, da ulykken fandt sted. Politiet estimerede, at drengen var mellem 10 og 13 år.

Efterfølgende viste det sig altså, at der var tale om en dreng på otte år.

Hans pårørende er nu identificeret.

Efter ulykken blev drengen med politieskorte hastet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han blev indlagt i kunstig koma. Det er den koma, han nu er ved at vågne fra.

Politiet er fortsat i gang med at efterforske hændelsesforløbet.

Sponsoreret indhold