Nyheder22. december 2023 (opd. 22. december 2023)

Godt nyt fra Island: Mere ro på vulkanen

Det er dog uvist, hvornår de evakuerede indbyggere kan komme hjem igen
Det er voldsomme kræfter, som er sluppet løs på Island.
Det er voldsomme kræfter, som er sluppet løs på Island.
 Foto: Icelandic Coast Guard/Reuters/Ritzau Scanpix

Islands nationale politikommissær har fredag nedjusteret trusselsniveauet fra vulkanen ved fiskeribyen Grindavik, som gik i udbrud tidligere i denne uge. Det oplyser landets civilbeskyttelse i en erklæring.

- I dag er der ingen synlig aktivitet i vulkanen, så denne beslutning blev truffet, siger civilbeskyttelsen, som tilføjer, at fareniveauet blev sænket fra "krisesituation" til "fare".

Udbruddet skete mandag eftermiddag på den islandske halvø Reykjanes, hvor horisonten blev glødende - ikke rød eller gul, men klar og hvid af den voldsomme varme, der emmede fra den islandske undergrund.

Vulkanen indgår i vulkansystemet Svartsengi på den islandske halvø.

Vulkanen havde i flere måneder gjort sig bemærket med rumlende advarsler.

I 2021, 2022 og i juli i år har der været udbrud på halvøen efter en lang dvale.

Halvøen Reykjanes er et vulkansk og seismisk hotspot.

Vulkanen ligger 40 kilometer sydvest for landets hovedstad, Reykjavik.

Ud over små byer som Grindavík er området Reykjanes sparsomt befolket, men det er et populært turistmål på grund af naturen og Den Blå Lagune, en geotermisk spa.

Siden oktober har der været seismisk aktivitet i jorden under Grindavík.

25. oktober kunne forskere måle de første jordskælv, af hvad der endte med at blive en seismisk bølge med over 5500 små jordskælv, der siden har ramt Reykjanes.

De næsten 4000 indbyggere i Grindavík blev evakueret 11. november.

Der er op mod 33 aktive vulkansystemer i Island. Det er det højeste antal i Europa.

Landets mest aktive vulkan er Hekla, der ligger cirka 150 kilometer øst for Reykjavik. Siden 1970 har den været i udbrud omtrent hvert tiende år.

Vulkanen under gletsjeren Eyjafjallajökull gik i udbrud i 2010, hvor store udslip af vulkansk aske skabte problemer for den internationale flytrafik.

Sponsoreret indhold