Nyheder23. februar 2015

Glædeligt gensyn: Husker du parrene fra "7-9-13"?

Mandag aften åbner DR igen dørene til fire danske pars meget forskellige liv
Af af
De fire skønne par fra DR-serien "7-9-13" er igen klar til at invitere indenfor i deres privatliv.
De fire skønne par fra DR-serien "7-9-13" er igen klar til at invitere indenfor i deres privatliv.
 Foto: Mikael Rieck og Plus Pictures



Sidste år begyndte DRs hverdagskrønike "7-9-13", hvor vi mødte fire skønne og meget forskellige danske par, der alle blev gift på den specielle dato 7-9-13. I første sæson af TV-serien, som DR har planer om at fortsætte i mange år, fulgte man parrene før, under og efter deres bryllup.

I aften klokken 20.45 kan du så se første afsnit af anden sæson. Hvedebrødsdagene er ovre, og nu skal parrene begynde det udfordrende arbejde med at skabe et liv sammen og forene deres forskellige fortid, værdier og drømme til en fælles fremtid.

Vi ser, hvordan de fire par på forskellige måder finder ud af, hvor meget man skal gå på kompromis i ægteskabet. Vil man det samme? Drømmer man om det samme liv? Og hvis ikke, hvis drøm bliver så retningsgivende?

https://imgix.seoghoer.dk/legacy/media/cc3de16da47b44aaa7e4c5f98bfe28cf.jpg


(Foto: Plus Pictures)

Da Ronni forelskede sig i sin otte år ældre kollega Louise og senere giftede sig med hende, fulgte hendes fire børn og eksmanden Klaus også med. Ronni og Louise fik sammen datteren Ibi og lever et travlt, men meget harmonisk familieliv med Klaus som sidevogn.
Men Ronnis forældre har ikke kunnet acceptere, at deres søn meget hurtigt gik fra at være single til at være familiefar til fem børn, hvoraf de fire ikke biologisk er hans. I de nye afsnit tager han konsekvensen af det dårlige forhold til sine forældre, mens han selv lægger alle sine kræfter i at være en god far for sine fem børn, selv om han deler rollen med Louises eksmand.


https://imgix.seoghoer.dk/legacy/media/989b49545d57420e96625c0203addf9f.jpg


(Foto: Mikael Rieck)

Annika og Emil fandt sammen, da de begge sad i fængsel for henholdsvis hash-smugling og salg af narkotika. I fængslet blev Annika også gravid med parrets nu treårige datter. Efter deres løsladelse blev de to gift og fik styr på deres tilværelse, og nu nyder de familielivet og ansvaret. I det første af de nye afsnit flytter den lille familie fra deres lejlighed i Københavns sydhavn til et rækkehus i Rødovre, hvor der også bliver plads til en hund. Det er en stor omvæltning for Emil, der synes, at Rødovre ligger meget langt væk fra København. Men han gør det for Annikas skyld i håbet om, at det vil gøre hende og den lille familie lykkelige at få mere plads og en have.


https://imgix.seoghoer.dk/legacy/media/ec3edc0b2030452da6c6a54f4efea5c6.jpg


(Foto: Plus Pictures)

Christina og Jesper fra Holbæk mødte hinanden på det diskotek, hvor han var hendes chef. Jesper har aldrig forestillet sig at skulle være far, og han har aldrig forstået den store interesse omkring at få børn. Men i anden sæson af "7-9-13" går han i fertilitetsbehandling og prøver at få et barn sammen med Christina. Hun drømmer om at stifte familie og blive mor, og han prøver at følge med, fordi det betyder meget for hende.


https://imgix.seoghoer.dk/legacy/media/daf6a999d04b4a9a95b03175d30d705b.jpg


(Foto: Plus Pictures)

Det midaldrende par Astrid og Torben mødte hinanden sent i livet. Han var gift og havde voksne børn med en anden. Alligevel gik der kun to en halv måned, fra de havde kysset hinanden første gang, til Torben havde forladt sin kone og var flyttet sammen med Astrid. Parret blev også hurtigt gift, og siden vi så dem sidst er de nyforelskede turtelduer kommet endnu tættere på hinanden. Astrid, der har levet alene i flere år, finder for alvor ud af, hvor rart det er at have en anden ved sin side i svære situationer, da hun bliver stresset og fyret fra sit job.


Du kan læse et stort interview med Christina og Jesper fra Holbæk i det næste nummer af SE og HØR, der udkommer på torsdag.

Sponsoreret indhold