Nyheder28. november 2009

Ghita Nørby: Led af mindreværd

Sygdom var tæt på at få dansk films og teaters ukronede dronning ned med nakken
Af af
- Min sygdom blev heldigvis opdaget på et tidligt tidspunkt, siger Ghita Nørby
- Min sygdom blev heldigvis opdaget på et tidligt tidspunkt, siger Ghita Nørby
 Foto: All Over

Umiddelbart virker hun som en kvinde med et ego på størrelse med Rundetårn. Men selv den stærkeste klippesjæl kan øjensynligt komme ned med nakken og pludselig tvivle på sit eget værd.

For Ghita Nørby skete det, da hun i 1993 fik konstateret underlivskræft. Det fortæller hun i et dobbeltinterview med Henning Moritzen i Familie Journal.

Her er de interviewet i forbindelse med, at filmen "Dansen med Regitze", hvor de begge medvirker, følger gratis med bladet.

Synd for Svenn

Da hun fik diagnosen, var den 74-årige skuespillers første reaktion, at det var synd for hendes mand Svenn Skipper. Sig selv tænkte hun øjensynligt ikke rigtig på lige med det samme.

- Jeg har senere fået at vide, at det er en meget almindelig reaktion hos mennesker, som får konstateret kræft. Man kommer på en eller anden måde til at føle sig mindreværdig, siger hun.

En reaktion som hun den dag i dag ikke rigtig har nogen forklaring på.

- Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg fik det sådan, men det tog mig lang tid at komme over den hurdle, fortæller Ghita i artiklen.

Hun kunne have valgt at gå stille med dørene udadtil, men gjorde i stedet det stik modsatte.

Stod åbent frem

- Jeg havde mine overvejelser, før jeg besluttede at fortælle åbent om det i et interview. Men jeg foretrak at sige det, som det var. Hellere det, end at man begyndte at digte noget forkert, siger hun.

Selv om sygdommen udadtil blev taklet så flot, lægger hun ikke skjul på, at den indadtil satte mange tanker i gang.

- Jeg har barn og børnebørn. Jeg vil gerne leve, så en dødelig sygdom kommer som et chok.

Chokket bearbejdede hun ved at blive klogere på sig selv gennem analyse. I dag er hun erklæret rask, men erkender, at sygdommen for altid har præget hendes sind.

- Jeg går ikke rundt hver dag og tænker på, at jeg har haft kræft, men det er altså en anden tilstand, end hvis det var et brækket ben, jeg havde fået lappet sammen, siger hun.

Sponsoreret indhold