Nyheder26. september 2022

Gaslækage ved Bornholm: Udgør fare for skibstrafikken

Lækagen er sket ved Nord Stream 2's rute og er farlig for skibstrafikken, lyder det.
Nord Stream 2
Der er observeret en gaslæge sydøst for Bornholm mandag.
 Foto: Ritzau Scanpix

Mandag eftermiddag er der observeret en gaslækage sydøst for Bornholm.

Det oplyser Søfartsstyrelsen i en navigationsadvarsel.

Her lyder det desuden, at lækagen er farlig for skibsfarten.

Lækagen er sket på den rute, hvor den store gasledning Nord Stream 2 løber.

Meldingen om en lækage kommer, umiddelbart efter at der natten til mandag blev observeret et fald i trykket i gasledningen.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er ikke bekræftet, hvorvidt lækagen stammer fra Nord Stream 2.

Sejlads er mandag forbudt inden for et område af fem sømil - svarende til knap ti kilometer - fra gaslækagen, oplyser Søfartsstyrelsen.

Nord Stream 2 løber fra Rusland til Tyskland.

Den var stort set klar til at blive taget i brug og var blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas, da den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kort før Ruslands invasion af Ukraine meddelte, at man ville droppe brugen af den.

Sponsoreret indhold