Nyheder16. marts 2023

Garnværkstedet ramt af tyveri: Nu får det konsekvenser

Som følge af tyveri har den jyske garnforretning nu valgt at fjerne udstillingsmodellerne fra butikken
Garnværkstedet, som er beliggende i Skødstrup, har været ramt af flere tyverier. Tirsdag morgen kunne indehaveren af butikken nemlig konstatere, at der manglede seks udstillingsvarer. nbsp;
Garnværkstedet, som er beliggende i Skødstrup, har været ramt af flere tyverier. Tirsdag morgen kunne indehaveren af butikken nemlig konstatere, at der manglede seks udstillingsvarer.
 Foto: Ritzau Scanpix

'Vi er desværre nødt til at fjerne alle modeller fra butikken, da der er nogle, der ikke kender forskel på dit og mit.'

Således lyder ordene fra den jyske garnbutik Garnværkstedet i et opslag på Facebook.

På bare fem uger har butikken, der sælger alt fra garn til strikkepinde, nemlig fået stjålet seks hjemmestrikkede udstillingsmodeller, og det har nu fået konsekvenser.

'Det tager mange, mange timer at strikke en model op, og indtil vi finder en løsning, er modellerne fjernet. Til alle jer, der bruger modellerne som inspiration og vejledning, beklager vi ulejligheden,' lyder det videre i opslaget.

Overfor TV 2 Østjylland uddyber indehaver Thomas Elgaard da også, at det er enormt frustrerende, at folk ikke kan kende forskel på dit og mit.

Modellerne, som nu er væk, er nemlig håndstrikket af hans kone, og det kan tage op til 100 timer at strikke en vare.

– Min kone har håndstrikket det hele. Og alt afhængigt af om det er en hue eller trøje, har modellerne taget mellem 10 og 100 timer at strikke, så det er ikke noget, man bare sådan lige genskaber, fortæller Thomas Elgaard til mediet og siger, at han endnu ikke har politianmeldt sagen.

'Til dig/jer, der har taget modellerne: Vi er en lille butik. Vi strikker selv alle modeller op, og vi bruger dem dagligt til inspiration, demonstration og vejledning, så vi er MEGET kede af det!, lyder det afslutningsvis i opslaget.

Er man stødt på de pågældende varer, eller har man fået dårlig samvittighed, vil butikken meget gerne have varerne tilbage igen.

SE og HØR har været i kontakt med butiksindehaver Thomas Elgaard, som ikke har yderligere at tilføje.

Sponsoreret indhold