Annonce
Nyheder13 timer siden (opd. 13 timer siden)

Gamle røde postkasser udsolgt efter tre timer

Mandag åbnede salget af velkendte røde postkasser. PostNord glæder sig til at se postkasserne i private hjem
Af: Ritzau
De røde postkasser viste sig at være meget efterspurgt. 
De røde postkasser viste sig at være meget efterspurgt.
 Foto: PostNord Danmark
Annonce

Efter tre timer og nogle tekniske problemer blev der meldt udsolgt af de velkendte røde postkasser, der har stået rundt i landet i årtier.

Det oplyser PostNord Danmark skriftligt til Ritzau.

Mandag klokken 10 blev salget af 1000 af postkasserne sat i gang på Føtex' hjemmeside.

Men kort efter brød hjemmesiden ned på grund af den store interesse. Det bekræftede pressechef i Salling Group Jacob Nielsen til B.T. mandag middag.

Hjemmesiden kom dog op at køre igen, og alle 1000, der var sat til salg, blev udsolgt.

Kommunikationsdirektør ved PostNord Danmark Anders Brethvad er glad for den store interesse.

- Det har været helt fantastisk at se postkasserne blive udsolgt på så få timer. Vi er enormt glade for danskernes store interesse i de ikoniske røde postkasser, lyder det fra ham i et skriftligt svar til Ritzau.

Annonce

Postkasserne blev solgt for henholdsvis 1500 og 2000 kroner stykket.

De 2000 kroner var prisen på en brugt postkasse med få synlige spor, mens der var en rabat at hente på 500 kroner, hvis man var til en postkasse med lidt mere synlig historik.

Pengene fra salget går ubeskåret til Danmarks Indsamlingen, der kulminerer med et indsamlingsshow på DR den 31. januar.

Annonce

Sponsoreret indhold