Nyheder15. oktober 2017

Galleri: Hjemme hos Jesper Nielsen

Ejendomsmægler Jesper Nielsen fra ”I hus til halsen” viser rundt på sin renoverede gård i Gammel Holte nord for København.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jesper-nielsen.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

- Nu synes jeg, vi har flyttet nok, lyder det med et smil fra den kendte ejendomsmægler Jesper Nielsen, som sent sidste år flyttede ind i en gammel gård ved Holte og siden har været i fuld gang med at sætte i stand og optimere indretningen.

Familien skulle bruge mere plads, og her kom Jesper Nielsens store erfaring som ejendomsmægler ham til gode.

– Jeg solgte selv huset for en del år siden og har altid været vild med det. Og så ledte vi efter noget større og kørte forbi og fandt ud af, at det var til salg, fortæller Jesper Nielsen, som blev landskendt i ”Hammerslag” og siden var med til at starte ”I hus til halsen” på DR.

De 380 kvadratmeter plus kælder blev nappet for 8,3 millioner kr., og parret har siden investeret en lille million for at få både ude og inde til at stå knivskarpt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/hjemme-hos-jesper-nielsen.jpg
 Foto: Dan Mariegaard
Jesper Nielsen, 45, konen Lisbeth, 45, og børnene Frederik på otte og Philip på fem år har fået indrettet sig i det gamle bondehus fra 1877. (Foto: Dan Mariegaard)

Stråtag og hygge

Jesper Nielsen og familien har tidligere boet i mange forskellige slags boliger – både helt nye og ældre huse – men denne gang vandt hyggen og den gode plads.

– Vi har ikke købt det som en investering, men jeg synes, det er et pissehyggeligt hus. Det er en gård fra 1877 med stråtag, og det er jeg vild med. Planen er at blive her. Det har været hårdt at flytte denne gang. Nu mangler vi nogle ting, men huset kan vokse med os, og vi kan blive her, til drengene bliver store, fortæller ejendomsmægleren, der startede som selvstændig mægler i området i 1996.

Familien boede før flytningen i Jesper Nielsens barndomshjem, som nu bliver lejet ud, da de 200 kvadratmeter ikke kunne huse hele familien.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/hjemme-hos-jesper-nielsen5.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Den landlige bondeidyl med stråtækt tag findes i Gammel Holte. (Foto: Dan Mariegaard)

– Førstehåndsindtrykket er vendt 180 grader, i forhold til da vi så huset for første gang. Det var ikke vedligeholdt, så det har fået en tur alle vegne. De ting, der ikke fungerede ved huset, har vi fået til at fungere, lyder den professionelle vurdering af drømmehuset.

Når man kigger på det toptunede indre i hjemmet hos ejendomsmæglerfamilien, som også tæller Jesper Nielsens datter 16-årige Sally, ser det færdigt ud. Men faktisk har parret fokuseret på at få huset til at fremstå funktionelt og præsentabelt.

– Vi har koncentreret os om det udvendige. Nu skal det indvendige fintunes, forsikrer mægleren.

Se flere billeder af Jesper Nielsens renoverede gård i galleriet herunder:

Galleri: Hjemme hos Jesper Nielsen

Sponsoreret indhold