Nyheder11. oktober 2015

Galleri: Han er Danmarks vildeste eventyrer

Alle drengerøve kender Freddy Wulff fra Ugens Rapport . Han har besøgt 116 lande. Mødt hovedjægere i Borneos jungle, set forsvundne guldgraverbyer og jagtet både asiatiske bøfler og vildsvin med kniv

Freddy Wulff Danmarks vildeste eventyrer

Gennem hele livet har naturen været en vild legeplads for den i dag 70-årige eventyrer.
I årevis var Freddy Wulff hovedårsagen til, at både unge og ældre drengerøve købte Ugens Rapport, og han er stadig en fængslende storyteller, afslører han hurtigt mellem de nyklippede buske. – Mit pas lyver. Jeg lever, som jeg altid har gjort, griner han og fremviser det rødbedefarvede pas med stempler fra det meste af verden. Freddy har været de fleste steder på kloden, oftest for at jage alt fra dansk kronvildt til asiatiske bøfler. Vildsvinene nedlagde han endda med kniv, og beretningerne om hans eventyr går som is på en varm sommerdag både som foredrag og i bøger. Og så handler hans kommende bog faktisk slet ikke om jagt. – Jeg havde købt mig med på en skonnert for 5000 dollars. Meget billigt. Vi skulle besøge nogle øer ud for Auckland, hvor man normalt ikke må færdes. Det var sådan en videnskabelig ekspedition, hvor vi ringmærkede pingviner og tjekkede søelefanter. Vi blev ramt af den ene orkan efter den anden, og derude blæser det fandeme. Alle tre sejl blev ødelagt. Splitte mine bramsejl.
Og motoren gik også i stå. Det meste af besætningen var syge, og vi drev bare mod Antarktis og isen. Bølgerne var 12 meter høje. Jeg troede sgu ikke, jeg kom hjem igen, fortæller Freddy. Allerede som knægt var Wulff vild med dyr. Han voksede op i Dronningborg uden for Randers og fiskede som en tosset. Gedderne solgte han, så han siden fik råd til sin første Harley-Davidson. Ud over eventyrblodet er Freddy nemlig også uddannet i ØK og har tæft for forretning. Det var først, da han arbejdede på den amerikanske militærbase i Grønland som 21-årig, han besluttede at blive jæger. – Der var så mange sølle skæbner. En flaske whisky kostede to dollars, men jeg gad ikke sidde på værtshus og høre de samme syge historier, så jeg fik lov at følge med en jæger på rypejagt, fortæller Freddy. Senere tog han med et par venner til Australien, hvor de efter et års hårdt slid i nikkelminerne havde sparet nok sammen til en bil og en propelbåd. De ville jagte bøfler og saltvandskrokodiller. To dage senere blev krokodillen totalfredet, og Freddy fortsatte til New Zealand, hvor regeringen betalte for at holde vildtbestanden nede. Wulff blev statsansat jæger og levede i halve år ad gangen alene i junglen. I dag bor Freddy ved Pyrenæerne i Spanien med hund og kat. Han har været gift tre gange, hver gang med yngre kvinder, og der er stadig yngre kvinder i hans liv.
– Det kan du fandeme tro. Sådan skal det være. Der er ikke meget spræl i kvinder på 70, griner han. Hvorfor han ikke har nogen fast hjemme i den lille by Sagas, har han ikke svært ved at forklare. – Ligegyldigt hvilke aftaler man laver, så vil de pludselig have bambinos – og så kan du altså ikke se min røv for bare skosåler ... Freddys farligste oplevelse har sjovt nok heller ikke meget med vilde dyr at gøre, men opstod, da han i 1973 opsøgte krigen mellem Israel og Egypten/Syrien. Freddy sad i drikkelag med et par kammerater, da de i natradioen hørte om invasionen. Næste dag var han i kampens centrum i Golanhøjderne. Interviews med jødiske flygtninge og ikke mindst nazijægeren Simon Wiesenthal banede vejen. – Der var kun fire journalister, og de to blev dræbt. Men jeg har altid sagt, at krigen ikke er der, hvorfra granaterne bliver affyret, men der, hvor de lander, siger Freddy. Nye eventyr er i støbeskeen, når han til februar tager til Laos, New Zealand, Cuba og Hawaii. – Så skal jeg på vildsvinejagt. De æder ananas, er på det nærmeste marineret indefra og smager så godt, griner Freddy. Tjek Danmarks Vildeste Eventyrer i galleriet øverst i artiklen. I efterårsferien kan du iøvrigt møde Freddy Wulff fra mandag den 12. oktober, hvor han medvirker i fem udsendelser med titlen ”At leve med ulve” på www.dr.dk.

Sponsoreret indhold