Nyheder10. juli 2023

Fyn ramt af skybrud

Nordfyn er mandag eftermiddag det første sted i Danmark til at blive ramt af skybrud
Jessens Mole, Svendborg. Kraftigt regnvejr rammer Svendborg mandag den 10. juli 2923.. (Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix)
Kraftig regn i Svendborg mandag.
 Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Der blev registreret skybrud to steder over Nordfyn, da et massivt regnvejr mandag trak hen over landet.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev der målt lige under 20 millimeter nedbør på en halv time to steder på Nordfyn.

Skybrud forekommer, når der falder mere end 15 millimeter vand på 30 minutter.

Regnvejret er mandag først på aftenen ved at have sluppet sit tag, lyder det fra meteorlog Henning Gisselø, DMI.

- Der er enkelte byger tilbage på Sjælland og Djursland, det er det eneste, der er tilbage, siger han.

Der har også været torden og lyn enkelte steder. Det fremgår af DMI's hjemmeside, at der er registreret 94 lyn mandag.

Samlet set har landet fået 12 millimeter vand, fremgår det også.

Efter regnen kan der ventes tørvejr resten af aftenen.

Tirsdag bliver også tørt, muligvis med et kig til solen.

Der vil dog være skyer i den vestlige del af landet, og i Nordvestjylland kan det ifølge meteorologen blive regnvejr.

Onsdag ser til gengæld ud til at blive en våd dag i hele landet.

- Onsdag tegner til at blive våd for alle. Der kommer en ordentlig spand vand til hele landet, siger Henning Gisselø.

Meteorologerne holder øje med prognoserne, men det er endnu for tidligt at spå om regnmængderne, lyder det.

Med det ustadige vejr er der ifølge Henning Gisselø ikke lige foreløbig udsigt til, at det tørre og solrige vejr vender tilbage.

Tørkeindekset fortsætter også den nedadgående kurve og ligger mandag på 5,9 på en skala fra 1 til 10.

Sponsoreret indhold