Nyheder25. august 2023

Fyldt med skimmel: Rugbrød tilbagekaldes

Rugbrød fra Kohberg kan udvikle kridtskimmel før holdbarhedsdatoen og tilbagekaldes derfor
Tjek lukkeclipsen for at se, om det rugbrød du har, er blevet tilbagekaldt (arkivfoto).  
Tjek lukkeclipsen for at se, om det rugbrød du har, er blevet tilbagekaldt (arkivfoto).
 Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Kohberg tilbagekalder en række rugbrød, da de kan udvikle kridtskimmel før holdbarhedsdatoen.

Det er sket på grund af en teknisk fejl på en pakkelinje i Kohbergs pakkeri.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Der er ingen sundhedsrisiko forbundet med at spise det ramte rugbrød, men det er uegnet til menneskeføde, lyder det i meddelelsen.

De rugbrød, der er i risiko for kridtskimmel, er blevet pakket på den pågældende pakkelinje i en bestemt tidsperiode.

Om et bestemt rugbrød er omfattet af tilbagekaldelsen, kan aflæses af den kode, der sidder på emballagens lukkeclips.

Tilbagekaldelsen gælder både nogle rugbrød, der er af Kohbergs eget mærke, men også nogle rugbrød fra andre mærker.

Det er rugbrød fra Coop og 365 Hverdag, som bliver solgt i Coop's butikker.

Gamle Mølle, der bliver solgt i Netto.

Gestus, der bliver solgt i Meny, Spar, Letkøb, Min Købmand, Løvbjerg, ABC Lavpris og Superland.

Millers, der bliver solgt i Aldi.

Også Møllens Brød, der bliver solgt i Aldi, Meny, Spar, Letkøb, Min Købmand, Løvbjerg, ABC Lavpris og Superland, kan være omfattet af tilbagekaldelsen. Møllens Brød bliver også leveret af Wolt og solgt på Nemlig.com.

Dertil gælder det rugbrød af mærket Møllesten, der bliver solgt i Lidl, og REMA 1000 og REMA 1000 Rugbrødre, der bliver solgt i REMA 1000.

På en liste på Kohbergs hjemmeside, kan man se de specifikke clipskoder for de berørte rugbrød.

Kohberg fremhæver i meddelelsen, at det kun er rugbrød med de specifikke clipskoder, der er ramt og kan udvikle kridtskimmel.

– Hvis dit rugbrød har udviklet kridtskimmel, skal du kassere hele brødet – det er ikke nok at skære de ramte områder fra, lyder det.

Ifølge Kohberg er kridtskimmel en særlig type af skimmel, der ikke er sundhedsskadelig, men heller ikke er velegnet som mad til mennesket.

Det fremgår ikke, hvor mange rugbrød der i alt er tale om.

Sponsoreret indhold