Nyheder26. oktober 2009

Fut i "Forbrydelsen"

DR’s søndagsdrama får stadig blandede anmeldelser, men der er enighed blandt aviserne om, at det går den rigtige vej
Nicolas Bro og Sofie Gråbøl har allerede fat i seerne, og nu begynder selv anmelderne at synes om "Forbrydelsen II"
Nicolas Bro og Sofie Gråbøl har allerede fat i seerne, og nu begynder selv anmelderne at synes om "Forbrydelsen II"
 Foto: All Over

Femte afsnit af "Forbrydelsen II" bænkede igen i aftes omkring 1½ million danskere ved skærmen. Sarah Lund og hendes kolleger leder febrilsk efter et gennembrud i sagen om den danske Afghanistan-gruppe, der langsomt er ved at blive likvideret. Samtidig bliver forbindelserne til det politiske system stadig tydeligere. Historien spidser ganske simpelt til.

Men avisernes anmeldere er ikke enige om, hvorvidt det nu lykkes Sofie Gråbøl, Nicolas Bro, Preben Kristensen, Mikael Birkkjær og alle de andre at få Søren Sveistrups spændingsserie til at svinge.

Men i Nordjylland er de glade. I alle tilfælde nordjyske.dk's anmelder, som giver serien 5 stjerner.

- Vi er dejligt mystificerede, og der er godt nok et flot tempo i "Forbrydelsen II". Det er simpelthen et intensivt drama.

Ekstra Bladet er lidt mere moderate og giver 4 stjerner, men efter at avisen i starten mente, at "Forbrydelsen II" var direkte kedelig, så mener man nu, at der er kommet fut i serien.

- Der er stadig et stykke vej for at "Forbrydelsen" skal blive til "Fortryllelsen" - som i første sæson - men hvis bare den holder spændingsniveauet fra nu af, kan det såmænd sagtens bruges som søndagsunderholdning.

B.T.'s altid vrisne anmelder er helt nede på 3 stjerner. Hun skriver ganske simpelt, at serien er noget af en fuser og begrunder det med, at "Forbrydelsen mangler uforudsigelighed".

Sponsoreret indhold