Nyheder17. marts 2023

Fugleinfluenza fundet i Ramløse: Flere dyr skal aflives

En fjerkræbesætning i Nordsjælland er netop blevet ramt af fugleinfluenza, og derfor skal omkring 60 gæs, høns og ænder nu aflives
En mindre fjerkræbesætning ved Ramløse i Nordsjælland er ramt af fugleinfluenza (Arkivfoto). 
En mindre fjerkræbesætning ved Ramløse i Nordsjælland er ramt af fugleinfluenza (Arkivfoto).
 Foto: Ritzau Scanpix

En mindre fjerkræbesætning ved Ramløse i Nordsjælland er ramt af fugleinfluenza.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om en besætning på omkring 60 fugle. Det er tredje gang i år, at der er fundet fugleinfluenza i en besætning.

- For at begrænse fuglenes lidelser og for at forebygge smittespredning, går vi nu i gang med at aflive dyrene, siger veterinærchef i Fødevarestyrelsen Mette Kirkeskov Sie i pressemeddelelsen.

I januar blev 15.000 kalkuner ved Skelskør og 50.000 høns ved Hedensted aflivet på grund af fugleinfluenza.

Fødevarestyrelsen hævede 21. november 2022 trusselsniveauet for smitte med fugleinfluenza i Danmark til højt.

Fugleinfluenza er ifølge Fødevarestyrelsen en smitsom virussygdom, som rammer fugle. Den kan medføre en dødelighed hos fjerkræ på op til 100 procent.

Den smitter normalt ikke mennesker. Sygdommen har dog været påvist i sjældne tilfælde hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle.

Sponsoreret indhold