Nyheder 22. november

Frygtet sygdom breder sig: Du skal have dem bag hegn

Spredning af fugleinfluenza i Europa får Fødevarestyrelsen til at hæve risikovurdering fra middel til høj - og det får nu konsekvenser i nogle danske baghaver
Det herligt at have høns, så man er selvforsynende i æg i en tid, hvor priserne er på himmelflugt. Men nu bliver dyrenes frihed voldsomt begrænset.

Det herligt at have høns, så man er selvforsynende i æg i en tid, hvor priserne er på himmelflugt. Men nu bliver dyrenes frihed voldsomt begrænset.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

For anden gang i november stiger trusselsvurderingen for fugleinfluenza - denne gang fra middel til høj.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en ny vurdering.

Det er risikoen for smitte til danske fjerkræbesætninger gennem kontakt til vilde fugle, der er tale om.

Ændringen kommer på grund af en fortsat stigning i fugleinfluenza i Europa.

Ændringen betyder, at fugle og fjerkræ fra og med 23. november skal holdes under tag og bag hegn. Dermed kan de ikke være ude i det fri.

- Kravet gælder de fleste fuglehold både hobbyhøns i baghaven og store professionelle farme, da det afhænger af hvad hensigten med fuglene er.

Der er dog en undtagelse, skriver styrelsen.

- Hønsegårde, som er mindre end 40 kvadratmeter, og alle mindre farme, hvor kun ejerne selv spiser alle deres æg og alt kød fra deres fjerkræ, og varerne således ikke forlader matriklen, er undtaget fra kravet om indelukning.

- Det gælder også for mindre farme med prydfugle, for eksempel påfugle og papegøjer.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Ifølge Fødevarestyrelsen har myndighederne i EU's medlemslande i første halvdel af november fundet højpatogen - alvorligt sygdomsfremkaldende - fugleinfluenza i blandt andet mere end 70 besætninger.

Særligt Frankrig, Ungarn og Italien har haft mange udbrud de seneste uger.

Sådan rammes mennesker

Kun i sjældne tilfælde kan sygdommen smitte til mennesker, der har tæt kontakt til smittede fugle.

Man har som ejer selv pligt til at kontakte en dyrlæge, hvis man ser symptomer på fugleinfluenza hos sine fjerkræ eller fugle i fangenskab.

Symptomer kan være blandt andet øget dødelighed, luftvejssymptomer, diarré eller ophørt æglægning.

Siden 1. august er der i Europa rapporteret 671 fund af denne type fugleinfluenza, kaldet HPAI, i vilde fugle. 122 af dem er registreret i november.

Der har alene i år været otte tilfælde af fugleinfluenza i danske besætninger, lyder det fra kontorchef i Fødevarestyrelsen Camilla Brasch Andersen i en pressemeddelelse.

Blandt andet har det været i en hobbybesætning i Sønderjylland og i en vestsjællandsk kalkunbesætning. Sidstnævnte sted har det ført til aflivning af omkring 34.000 kalkuner.

- Når vi dertil lægger de seneste mange fund i vilde fugle i Europa, vurderer vi, at der er høj risiko for, at smitten hurtigt kan sprede sig til både besætningerne og blandt de vilde fugle, forklarer Camilla Brasch Andersen.

Sponsoreret indhold