Nyheder18. maj 2023 (opd. 18. maj 2023)

Frygtet børnesygdom eksploderer i Danmark

Mange flere end normalt har fået skoldkopper i år
Det kan være hårdt for de små, men også familien når man rammes af skoldkopper.
Det kan være hårdt for de små, men også familien når man rammes af skoldkopper.
 Modelfoto: Colourbox

I 2023 har der foreløbig været cirka 300 hospitalskontakter med skoldkopper. Det er flere hospitalskontakter end i første kvartal i de seneste ti år.

Det fremgår af tal fra Landspatientregistreret. Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i et nyhedsbrev.

Seruminstituttet ser aktuelt tegn på en stigning i antal tilfælde af skoldkopper i Danmark.

- Det samlede billede tyder på en forhøjet forekomst af skoldkopper i 2022 og 2023 efter to år med formodet lavere smitte i 2020 og 2021, som det også er set for flere andre infektionssygdomme.

- SSI forventer derfor en fortsat høj forekomst af skoldkopper i den kommende tid, lyder det.

Af de cirka 300 tilfælde er knap 50 af dem voksne over 18 år. Omkring 200 af dem er børn mellem 0 og 5 år.

Sådan rammer sygdommen

* Skoldkopper er en almindelig børnesygdom, som skyldes infektion med varicella-zoster-virus (VZV).

* Det smitter fra to dage før fremkomst af udslæt, og indtil alle blærer er dækket med skorpe.

* Smitte overføres med luftvejssekret, væske fra blærerne via hænder eller genstande eller ved dråber, der hostes eller nyses ud i luften.

* Det antages, at 98 procent af voksne personer i Danmark har haft skoldkopper. Hos voksne, der stammer fra tropiske klimazoner, kan andelen af immune dog være helt ned til 30-50 procent.

* Man antager, at antallet af skoldkoppetilfælde i Danmark hvert år er det samme som en fødselsårgang. Det skyldes, at virus er meget smitsomt, og stort set alle børn får skoldkopper. Det svarer til cirka 60.000 skoldkoppetilfælde om året i Danmark.

* Skoldkopper viser sig ved let feber, utilpashed og udvikling af et karakteristisk udslæt med blærer og kløe.

* I løbet af de første 4-5 dage fremkommer nye blærer, og sygdommen plejer at være overstået efter 1 uge.

* Skoldkopper har oftest et mildt forløb, men kan give anledning til komplikationer som for eksempel sekundære hudinfektioner. Der ses sjældent komplikationer som lungebetændelse og hjernebetændelse.

* Gravide, der ikke tidligere har haft skoldkopper eller er vaccineret mod skoldkopper, er i øget risiko for et alvorligt forløb.

* Risikoen for komplikationer er højere hos voksne end hos børn samt hos personer med nedsat immunforsvar.

* God hygiejne mindsker risikoen for smitte ved berøring. Det er muligt at vaccinere mod skoldkopper.

Kilder: Statens Serum Institut (SSI), Sundhedsstyrelsen.

Et komplet billede af omfanget er dog svært at danne sig, da læger ikke har anmeldelsespligt, når det gælder skoldkopper. Forekomsten overvåges derfor ikke systematisk, noterer SSI.

Men seruminstituttet har de seneste måneder hørt fra børnelæger om en øget forekomst af børn med skoldkopper, der har kontakt til et hospital.

De har desuden fået et stigende antal henvendelser om ikke-immune gravide, der har været udsat for skoldkopper.

Hos både kvinderne og deres ufødte eller nyfødte børn kan skoldkopper udløse komplikationer.

En gravid kvinde, som ikke er beskyttet mod skoldkopper, og som er blevet udsat for smitte, kan beskyttes ved behandling med immunglobulin (WZIG).

Det er SSI, der udleverer det til læger, som henvender sig.

I 2022 havde SSI 30 af den slags udleveringer. Gennemsnitligt har det været 20 de foregående år, oplyser seruminstituttet.

Tallene fra Landspatientregisteret viser, at der i årene fra maj 2013 til 2023 har været 5035 børn med hospitalskontakter, hvor diagnosen skoldkopper indgik.

4125 af de børn er mellem 0 og 5 år.

/ritzau/

Sponsoreret indhold