Nyheder17. maj 2024

Frustrerede elever fra protestlejr blokerer indgange til KU

Københavns Universitets ledelse har angiveligt trukket i land på en række ting i forhandlinger med elever
Hovedindgangen ved Københavns Universitets bygninger ved Frue Plads er blokeret af en række demonstranter. 
Hovedindgangen ved Københavns Universitets bygninger ved Frue Plads er blokeret af en række demonstranter.
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Flere indgange til Københavns Universitets bygninger ved Frue Plads i København er blokeret af vrede demonstranter.

Omkring 36 studerende har spredt sig ved de forskellige indgange for at protestere mod ledelsen på universitet.

- Vi synes ikke, de har været villige til at lytte til os, siger Lukas Rigillo, der er blandt demonstranterne og studerende på universitetet.

Forhandlinger mellem repræsentanter for den propalæstinensiske organisation, Studerende mod Besættelsen, og ledelsen på Københavns Universitet er angiveligt gået i bakgear.

- I mandags var der rigtig meget, der så lovende ud. Men så trak de (ledelsen, red.) i land på nogle ting i går. Det var vi nogle, der hørte og var meget sure over, siger Lukas Rigillo om baggrunden for demonstrationen.

Han er selv medlem af Studerende mod Besættelsen, men understreger, at det ikke er bevægelsen, der stå bag demonstrationen.

Hvad det helt konkret er, ledelsen har trukket i land, vil han ikke komme nærmere ind på.

- Jeg må ikke sige for meget, for der blev sagt til forhandlerne, at de ikke skulle gå til pressen med det. Det vil jeg gerne respektere over for dem, der sidder i forhandlingerne, siger han.

Sponsoreret indhold