Nyheder25. maj 2022

Frugt og sliksmag til vandpiben lokker unge til

Omkring 70.000 unge mellem 15-29 år ryger vandpibetobak dagligt eller jævnligt, viser ny analyse
Slik og frugt-smage bliver foretrukket af langt de fleste unge mennesker, der ryger vandpibe. 
Slik og frugt-smage bliver foretrukket af langt de fleste unge mennesker, der ryger vandpibe.
 Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix

Ni ud af ti unge, der ryger vandpibetobak, foretrækker det med søde smage som slik og frugt.

Det viser en ny analyse fra Statens Institut for Folkesundhed. Analysen er lavet ud fra en spørgeundersøgelse, som 10.000 har svaret på.

Seniorforsker Lotus Sofie Bast, der står bag undersøgelsen, frygter, at de søde tobakssmage kan blive en glidebane, der fører til cigaretter og snus.

- Vi ved, at de søde smage appellerer til unge mennesker, siger hun.

- Bør ikke appellerer til unge

Analysen viser, at seks procent af unge mellem 15-29 år dagligt eller jævnligt ryger vandpibetobak. Det svarer til omkring 70.000 unge mennesker.

Undersøgelsen kommer, samme dag som Sundhedsministeriet afholder første møde om tobaksbegrænsninger for unge.

I forvejen har man indført neutrale tobakspakker, der også gælder for vandpibetobakken.

- Tanken er jo netop, at de unge ikke skal falde over flotte farver eller illustrationer, der appellerer til dem, siger Lotus Sofie Bast.

- Hvis man helt vil undgå, at unge mennesker starter med at ryge denne form for tobak, så tænker jeg, at det ville hjælpe en hel del, hvis man fjernede smagene.

Indeholder også nikotin og tjære

I øjeblikket kender man ikke de sundhedsmæssige konsekvenser af vandpiberygning. Ikke desto peger flere studier på, at bivirkningerne er sammenlignelige med dem, man ser ved rygning af cigaretter.

Vandpibetobak indeholder nemlig både nikotin og tjære.

En tidligere analyse af unges vandpibeforbrug, der er foretaget på landets gymnasier, har vist, at forbruget generelt er faldende.

Lotus Sofie Bast kan dog ikke konkludere, om det gælder for hele den adspurgte aldersgruppe i hendes undersøgelse.

- Vi har kun foretaget analyser af vandpibeforbruget i 2020 og 2021. Derfor er det for tidligt at konkludere noget om den generelle tendens.

- Men undersøgelsen fra gymnasierne - omend det er en smallere aldersgruppe - peger i retning af, at færre unge mennesker ryger vandpibe, siger hun.

Sponsoreret indhold