Nyheder2. maj 2009

Fru Fogh: Nu som danselærer

Anne-Mette forlader Anders en hel måned for at føjte rundt med danske feriegæster på Lanzarote
Anne-Mette Rasmussen skal lære de danske turister på La Santa at danse
Anne-Mette Rasmussen skal lære de danske turister på La Santa at danse
 Foto: All Over

Den tidligere førstedame og pædagog Anne-Mette Rasmussen, kan slet ikke få nok af hverken dans eller sin "Vild med dans"-partner Thomas Evers Poulsen.

Hun har netop sat et stort fedt kryds i sin kalender på en hel måned, hvor hun sammen med Thomas Evers Poulsen tager til La Santa på Lanzarote for at lære de danske feriegæster at svinge danseskoene, det skriver B.T.

- Hun er jo bidt af en gal danser, og hun har længe givet udtryk for, at hun gerne vil med, siger Thomas Evers Poulsen, som 2 gange om året tager til ferieøen og underviser, til avisen.

Inden afrejse skal Fru Fogh på et medhjælperkursus, så hun kan lære at undervise, og det er planen, at hun skal stå for nybegynderne på ferieøen.

Glæder sig helt vildt

Det er ikke kun Anne-Mette, der glæder sig til at tilbringe en hel måned på varmere breddegrader. Dansepartneren er ovenud begejstret for sin rejsekammerat og tror, at den tidligere førstedames tilstedeværelse, kan trække endnu flere danske turister med sig.

- Hun har inspireret mange, der i årevis har drømt om at danse, men ikke har turdet. Men jeg glæder mig også til at tilbringe en masse tid sammen med hende, inden hun flytter til Bruxelles 1. august, siger danseren til B.T.

Hvordan Anders Fogh har det med at undvære sin bedre halvdel i en hel måned, melder historien intet om.

Sponsoreret indhold