Nyheder14. marts 2024

Frederikshavns cheftræner stopper efter forfærdelig sæson

Frederikshavn White Hawks stopper samarbejdet med cheftræner Patric Wener. Assistenttræner stopper også
Herlev Eagles træner Patric Wener i semifinalen i Metal Final4 ishockeykampen mellem Rungsted Seier Capital og Herlev Eagles i Bentax Isarena i Aalborg, 31. januar 2020.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Patric Wener er færdig hos Frederikshavn White Hawks.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den danske ishockeyklub Frederikshavn White Hawks har efter en skuffende sæson stoppet samarbejdet med cheftræner Patric Wener.

Det skriver lokalmediet Kanal Frederikshavn.

Desuden har den russiske assistenttræner, Alex Bumagin, meddelt klubben, at han flytter hjem til Rusland sammen med sin familie.

Frederikshavnerne gik i denne sæson glip af slutspillet for første gang siden 1996.

- Patric er en super sympatisk person med en stærk arbejdsmoral, men desværre rykkede vores spil sig ikke nok gennem sæsonens 48 kampe, og derfor har ledelsen truffet denne beslutning, udtaler sportschef Kasper Kristensen til Kanal Frederikshavn.

Klubben, der vandt syv sæt medaljer mellem 2011 og 2019, er gået helt til bunds i Metal Ligaen.

37-årige Bumagin har ifølge Kanal Frederikshavn boet i byen siden 2018. Inden da spillede han selv 11 sæsoner i Ruslands bedste ishockeyrække, KHL.

Han flytter ifølge mediet hjem til Rusland, da han ønsker at være tættere på sine forældre og svigerforældre, der døjer med sygdom.

55-årige svenske Wener har været cheftræner i Frederikshavn White Hawks siden 2023. Forinden havde han stået i spidsen for Herlev Eagles siden 2018.

Sponsoreret indhold