Nyheder11. februar 2008

FREDERIK: TRÆK DIG FRA OL

Dagens aviser opfordrer kronprinsen til at droppe sit kandidatur til den Olympiske Komité.
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/royalt/frederik-ol-stort-jpg.jpg

Kronprins Frederik burde se at få trukket sig som kandidat til den Olympiske Komité (IOC) i en fart - ellers risikerer han for alvor at havne i spinatbedet. Dagens ledere i henholdsvis Berlingske Tidende og Jyllands-Posten er usædvanligt skarpe over for kronprinsen, der slet og ret advares mod at fortsætte kursen mod et kandidatur på IOC's kongres i København næste år.

- (...) statsministeren og andre gode kræfter må gribe ind og forklare kronprinsen, at det er en ualmindelig dårlig idé, at han stiller op som kandidat, skriver Berlingske Tidende.

Også Jyllands-Posten siger tingene lige ud:
- Faktisk har kronprinsen allerede bevæget sig så langt ud i spinatbedet, at han under ingen omstændigheder kan bevæge sig tilbage med den fulde kongelige ære og værdighed i behold, lyder det i dagens avis.

IOC er en organisation, der har været under anklage for korruption, og som også er kendt for store kommercielle interesser og interne kampe. Og det er et rigtigt skidt sted for kronprins Frederik, som risikerer at få mere end almindeligt snavsede fingre.
Samtidig vil Frederik automatisk få mundkurv på, da han som kongelig ikke må udtale sig om politiske emner.

Politisk kommentator Peter Mogensen skriver i Politiken, at en vej ud af suppedasen for Frederik kunne være en lynforfremmelse til konge.

- Det vil nødvendiggøre en opgivelse af det olympiske eventyr, skriver han.


Sponsoreret indhold