FREDERIK OG MARY: HJEMME IGEN
Således var hun dårligtkommet hjem til Kancellihuset på Fredensborg Slot i mandags, før hun iførte sig sine vanlige gevandter og tog på en tiltrængt ridetur i de nordsjællandske skove. Og som kronprinsesse bliver der taget hånd om én. En tjener kørte bilen op foran slottets indgang og holdt galant døren, da Mary var klar til at tage af sted. Hun kørte dog selv bilen - behørigt fulgt af en bil med de to bodyguards, som hun nu må vænne sig til, at de hører til livet som kronprinsesse. Et par timer forinden var kronprinseparret vendt tilbage til Danmark efter mere end tre ugers bryllupsrejse, der har bragt dem rundt i det meste af verden. Tidligt mandag formiddag landede en SAS-maskine i Københavns Lufthavn. Frederik og Mary forlod flyet som de første og lod sig fragte direkte til deres nye, fælles hjem i Kancellihuset på Fredensborg Slot.