Nyheder5. maj 2009

Frederik og Mary: Han er en lille fin fætter

Tirsdag formiddag fandt tante og onkel tid til at se den lille ny
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/royalt/maryogfredepaabesoegriget1-jpg.jpg
 Foto: Niels S. Andersen

Mens resten af familien allerede i går hastede ind for at se Maries og Joachims lille nye prins, fandt storebror og Mary først plads i kalenderen her til formiddag.

Til gengæld så kronprinseparret strålende ud, da de troppede op på Riget med gave fra Danmarks dyreste børnetøjsbutik og en buket tulipaner af slagsen, der netop er blevet opkaldt efter Mary.


Frederik havde smidt krykkerne, og parret havde ladet deres egne småbørn blive hjemme, så de i ro og fred kunne dikke babyprinsen og overveje, om de måske selv skulle overveje endnu en familieforøgelse.

- Ja, vi er jo efterhånden vant til det med familieforøgelser, nåede Frederik at fremstamme, inden de hastede op til den lille ny.

Efter besøget, der varede ca. en time, kunne Frederik og Mary konkludere, at Marie havde født en "fin lille fætter". Mary fortalte også, at mor og barn havde det godt, og at den lille holdt øjnene lukkede under hele besøget.

På vej ud af Riget gav Mary og Frederik sig tid til at sludre med en lille grønlandsk patient, som sad i kørestol og fulgte hele menageriet.

Kort før Mary og Frederik kom, havde Marie og Joachim haft besøg af Maries forældre Alain Cavallier og Francoise Grassiot, som blev skilt i 1998.

Sponsoreret indhold