Nyheder5. oktober 2009

Frederik: I OL-stormvejr

Kronprinsen føler sig hævet over at skulle udtale sig om politik, selv om IOC spiller med på den internationale politiske scene
Frederik kan komme i lige så meget modvind inden døre i Bella Centret, som da han trodsede det danske efterårsvejr ved ankomsten
Frederik kan komme i lige så meget modvind inden døre i Bella Centret, som da han trodsede det danske efterårsvejr ved ankomsten
 Foto: All Over

Hele den kommende uge skal Den Danske Olympiske Komité arbejde hårdt i korridorerne i Bella Centret. Den Internationale Olympiske Komité skal nemlig have den danske kronprins som medlem, hvis det står til dem.

Men allerede før indvælgelsen af Frederik i den magtstærke loge kan han forvente at blive udsat for massivt pres. Ikke mindst fra den danske presse og i særdeleshed Ekstra Bladet, der ikke lige forstår, hvad den skattebetalte royale notabilitet har at gøre der.

En uforståenhed, der ikke bliver mindre i dag i avisen, hvor kronprinsen bliver spurgt om sine holdninger til de regimer, som mange af de andre IOC-delegerede repræsenterer.

- Jeg har ingen politisk overbevisning, det ved du godt. Jeg står heldigvis hævet over det, siger Frederik til Ekstra Bladets reporter, da han bliver spurgt konkret, hvordan han ser på, at han skal sidde i stue med den tidligere IOC-præsident og nuværende æresmedlem Samaranch, der er afbildet heilende og har givet udtryk for nazistiske sympatier.

Royal loge

Kronprins Frederik er ikke alene om at repræsentere de royale, som gør en dyd ud af ikke at mene noget om noget som helst - i alle tilfælde offentligt. IOC-logen er overbemandet med royale notabiliteter.

Fra Europa er det prins Albert af Monaco, prinsesse Nora af Liechtenstein, prinsesse Anne og kronprins Willem af Holland, som den danske kronprins kommer til at sidde og diskutere upolitisk med, mens ikke mindst den arabiske verden har et hav af sheiker fra blandt andet Kuwait, Qatar og Saudi- Arabien siddende med ved IOC-bordet.

På fredag afgøres det, om kronprins Frederik fremover skal repræsentere vores land i IOC-sammenhæng.

Sponsoreret indhold