Nyheder24. januar 2008

FREDERIK HAR STYR PÅ DET

Uselvisk og opofrende fortsætter kronprinsen sin utrættelige indsats for fædrelandet - i disse dage med udgangspunkt i en lystbådehavn på Floridas
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/qvortrup-mener/leder0408-jpg.jpg

Uselvisk og opofrende fortsætter kronprinsen sin utrættelige indsats for fædrelandet - i disse dage med udgangspunkt i en lystbådehavn på Floridas sydspids. Herfra fremmer Frederik danske interesser og passer dermed sit arbejde som Danmarks repræsentant - siger de i al fald ved hoffet.

Så siger vi det. Der er jo også dem, der hævder, at månen er en grøn ost ...

Under alle omstændigheder er det vel underordnet, om Frederik driver den af i Fredensborg, på Amalienborg eller på en lystbåd i USA. Resultatet er sådan cirka det samme: Nemlig ingenting.

Men kronprinsen har som bekendt ambitioner om noget mere. Helst skal det være noget med sport. Så allernådigst har Frederik - efter at have plaget længe - fået lov af statsministeren til at forsøge sig med at blive dansk medlem af Den Internationale Olympiske Komité.

Godt nok er de fleste eksperter enige om, at det er et skråplan, at kronprinsen overhovedet hopper med på den galej. Argumentet er, at det er skadeligt for monarkiet, at Frederik engagerer sig i en organisation præget af korruption. Dertil kommer, at kronprinsen, når han som komitémedlem skal vurdere ansøgerlande, er tvunget til at tage politisk stilling. Og dét må et medlem af kongehuset ikke.

Men, men. Nu forstår man, at der slet ikke er noget problem. Det siger Frederik selv. På kajen i Florida betroede kronprinsen således forleden Ekstra Bladets journalist Jan Körner, at han finder kritikken "god". Det står dog ikke helt klart, hvad Frederik præcist mener med det, når han samtidig fastholder sit kandidatur.

Men det skyldes måske, at kronprinsen egenhændigt har efterforsket sagen og er nået frem til, at der slet ikke er noget korruptions-
problem. Hvor kronprinsen ved det fra?

Elementært, kære Watson. Frederik fortæller, at han selv har været inde at tjekke på Den Olympiske Komités hjemmeside. Og dér står der ikke noget om korruption ...

Så er vi straks mere rolige. Frederik har styr på sagen.

Sponsoreret indhold