Nyheder1. maj 2009

Frederik: Fråse-prins

Hoffets regnskab for 2008 viser, at kronprinsen brugte 2,1 mio. kr. mere end han får i apanage
Frederik må selv til lommerne, når hans årlige skattefri indkomst på 16,4 mio. kr. ikke slår til
Frederik må selv til lommerne, når hans årlige skattefri indkomst på 16,4 mio. kr. ikke slår til
 Foto: All Over

Du og jeg - de danske skatteydere - forærer hvert år kronprinsen, hvad der svarer til en af de store lotto-gevinster. 16,4 mio. kroner afleverer vi kvit og frit. Til gengæld forventer vi bare lidt vinken fra balkonen, lidt klippen silkesnore, lidt smilen og lidt drikken champagne til receptioner.

Men der er åbenbart store omkostninger forbundet med det at være kronprins.

I 2008 havde kronprins Frederik og kronprinsesse Mary et underskud på 2,1 mio. kr. Det viser det seneste regnskab fra Hoffet.
Men her hjælper ingen kære mor. Frederik og Mary må dække underskuddet af egen opsparing, oplyser hofmarskal Ove Ullerup til Ritzau.

Dyrt personale

Det er især på personaleomkostningerne, at budgettet er overskredet, og kronprinsen har brugt en million kroner mere på løn til de ansatte i 2008 end 2007.

- Som det her regnskab viser, har der været flere udadvendte aktiviteter: rejser, besøg, repræsentation i dansk erhvervsliv og dansk kulturliv i udlandet, hvor kronprinsparret har optrådt for danske interesser. For at løse den opgave, som kommer til at stige fremover, så er vi nødt til at have medarbejdere, der kan hjælpe kronprinsparret med opgaven, forklarer Ove Ullerup.

Allerede i februar måtte kronprinsparret fyre fem af de 30 ansatte i Kancellihuset.

Den fartglade prins har også måttet afskrive mere end planlagt, blandt andet på biler, hvilket er med til at sætte kronprinsens regnskab i minus.

Sponsoreret indhold