Nyheder10. april 2002

FREDERIK: FORLOVER

Det er efterhånden småt med ungkarle i kronprins Frederiks vennekreds, og til august falder en af de sidste fra, når Jeppe Handwerk gifter sig med kæresten Birgitte, som er revisor, på Langeland. Dermed er det stort set kun Frederik, som endnu ikke har taget turen op ad kirkegulvet. – Mit privatliv ønsker jeg ikke at dele med andre. Jeg har ikke noget ønske om at være en offentlig person, og jeg vil meget gerne have mit bryllup i fred, siger Jeppe Handwerk, da SE og HØR ringer for at ønske til lykke. Han ønsker heller ikke at fortælle om kronprinsens rolle ved det forestående bryllup,
https://imgix.seoghoer.dk/media/909dc63ad80443148e064061f5d87a0a.jpg

men man gætter nok ikke ret meget forkert, hvis man skyder på, at Frederik er tiltænkt rollen som forlover. For Jeppe Handwerk er en af kronprinsens allerbedste - hvis ikke den bedste af vennerne. De to mødte hinanden under uddannelsen i Frømandskorpset og har siden holdt sammen i tykt og tyndt. Da Frederik deltog i Sirius 2000 Ekspeditionen, var Handwerk producer på TV-programmet og var flere gange i Grønland for at følge deltagernes strabadser på nærmeste hold og sikre de bedste billeder. Handwerk har en lang karriere inden for film og TV, blandt andet som runner på den danske spillefilm "Ørnens øje". I det hele taget er Jeppe Handwerk som regel altid at finde i umiddelbar nærhed af kronprinsen. Han er altid med på de årlige skiture sammen med resten af vennekredsen og er selvfølgelig selvskreven på gæstelisten, når Frederik inviterer til kalas i lejligheden på Amalienborg. Jeppe Handwerk er en af de få, som har Frederiks fortrolighed, og han kunne aldrig drømme om at misbruge tilliden. Han er yderst venlig og imødekommende, men samtidig utrolig loyal og nægter kategorisk at udtale sig om sit varme venskab med kronprinsen. Det er noget, Frederik for alvor sætter pris på. Faktisk sætter kronprinsen sin ven så højt, at han lader ham køre og disponere over den store kongeblå Audi, som Jeppe Handwerk ofte er blevet set kørende i i det indre København. Jeppe Handwerk har altid stillet op for sin bedste ven, så det er meget passende, at Frederik giver lidt igen og kaster royal glans over sommerens bryllup på Langeland.

Sponsoreret indhold