Nyheder10. september 2022

Frederik Fetterlein har fået en ny kæreste: - Det er for resten af livet

Normalt forbinder man Frederik Fetterlein med væsentligt yngre kvinder, men denne gang har tennispensionisten fundet kærligheden med en jævnaldrende
Frederik Fetterlein startede som tennisspiller, men er i dag mest kendt som realitydeltager.
Frederik Fetterlein startede som tennisspiller, men er i dag mest kendt som realitydeltager.
 Foto: All Over

Han har aldrig haft svært ved det med damerne, Frederik Fetterlein.

For et år siden gik det galt mellem ham og den 20 år yngre Andrea Tolic, som han havde dannet par med i flere år, og som han også skulle giftes med.

Men kort efter bruddet smilede lykken til den 52-årige playboy. I podcasten ”Holy sh*t jeg har fået børn” fortæller han, at han har fået en ny kæreste.

Det bekræfter han over for SE og HØR.

- Hun hedder Rikke og er 44. Det går supergodt. Vi har været sammen i ni måneder, fortæller han.

De mødtes tilfældigt på en restaurant i København, hvor det slog gnister mellem dem. Frederik har tidligere dannet par med væsentligt yngre kvinder, men denne gang har han fundet en, der kun er otte år yngre.

Og det passer det tidligere tennis-es godt.

- Det er dejligt. Mere roligt. Vi har mere til fælles, og vores børn hygger sig sammen, så jeg tænker, det er det for livet nu, siger han og fortsætter:

- Hun er supersød og smuk. Det er en god kombi. Det er også et plus, at vi begge to har børn, så vi ikke skal have flere. Vi hygger med dem, vi har.

Fetterlein og Rikke deler ikke bare interesser og fælles værdier, de deler også postkasse. Playboyens nye kæreste er glad for livet uden for rampelyset og foretrækker derfor ikke at blive vist frem til SE og HØRs læsere.

Fetterlein er heller ikke just fast inventar til arrangementer, når kendisland ruller den røde løber ud, men han har gang i mange spændende projekter og er bestemt ikke færdig med at lave fjernsyn.

- Jeg laver en masse podcast og har åbnet et firma, som hjælper folk med at lave PR, og så laver jeg snart en dokumentar om hele mit liv, slutter han.

Sponsoreret indhold