Nyheder6. april 2024

Fransk par dømt: Havde 159 katte i lejligheden

Parret havde 159 katte og syv hunde i en lejlighed på 80 kvadratmeter
Katte pr. kvadratmeter i et fransk pars lejlighed var ikke optimal.
Katte pr. kvadratmeter i et fransk pars lejlighed var ikke optimal.
 Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix

Et par i Nice i det sydlige Frankrig er blevet dømt et års betinget fængsel for misrøgt af dyr.

BBC skriver, at den 68-årige kvinde og den 52-årige mand holdt 159 katte og syv hunde i en lejlighed på 80 kvadratmeter.

Parret har ikke behandlet dyrene ordentligt, siger dommen.

Parret har også fået permanent forbud mod at holde kæledyr. Der er faldet en bøde på 150.000 euro, 1,125 millioner kroner, der skal doneres til dyreværnsorganisationer.

De mange dyr blev opdaget af politiet, som i fjor blev tilkaldt til lejligheden på grund af en tvist.

Betjentene opdagede, at det myldrede med dyr i hvert rum. Der var ekskrementer alle vegne. Mange dyr var beskidte, underernærede, tørstige og fyldt med skab.

I badeværelset blev der fundet mindst to døde katte og to døde hunde.

Den 68-årige kvinde, der ejer lejligheden, forklarede, at hun elsker dyr, men at det var gået galt for hende.

Sponsoreret indhold