Nyheder9. april 2023

Fransk etageejendom kollapset: Flere personer er skadet

Der er mindst fem kvæstede efter bygningskollaps i Marseille. Flere ofre kan være under murbrokkerne
Kort efter midnat kollapsede en bygning i den franske by, og redningsfolk kæmper stadig med at finde ofre i bygningen. nbsp;
Kort efter midnat kollapsede en bygning i den franske by, og redningsfolk kæmper stadig med at finde ofre i bygningen.
 Foto: Ritzau Scanpix

En fire etager høj bygning styrtede sammen i den franske havneby Marseille kort efter midnat natten til søndag.

Mindst fem personer er kommet til skade i forbindelse med bygningskollapset. Hvor alvorlig en tilstand de tilskadekomne er i, oplyses ikke.

Marseilles borgmester, Benoit Payan, fortæller, at kollapset skete omkring klokken 00.40, og at to bygninger i nærheden er blevet beskadiget.

Frygter flere kollaps

Den franske avis Le Figaro skriver, at ulykken er sket på gaden Rue de Tivoli. Bygningen, der er styrtet sammen, er nummer 17.

Røg og støv fyldte gaderne i nat og gjorde redningsarbejdet en del mere besværligt. 
Røg og støv fyldte gaderne i nat og gjorde redningsarbejdet en del mere besværligt.
 Foto: Ritzau Scanpix

Dele af nabobygningerne nummer 15 og 19 blev revet med i faldet, skriver avisen. Den ene er også i fare for at styrte helt sammen, lyder det.

Redningsfolk var derfor søndag morgen i gang med at evakuere beboere for nabobygningerne. Men arbejdet er nødt til at gå langsomt for ikke at bringe redningsfolkenes liv i fare, oplyser borgmesteren ifølge Le Figaro.

De fem sårede er kommet til skade i forbindelse med skaderne på nabobygningerne. Desuden er mindst 30 beboere blevet "påvirket" af hændelsen, lyder det.

Brand forhindrer at lede

De lokale myndigheder oplyser, at der kan være ofre fanget under murbrokkerne ved den sammenstyrtede bygning.

Men en brand har forhindret beredskabet i at lede efter overlevende. Det sagde borgmesteren tidligt søndag morgen.

– Branden er ekstremt svær at kontrollere. Brandmændene vurderer minut for minut, hvordan de bedst kan få den slukket, for der kan potentielt være overlevende derinde.

Redningsfolk arbejder ved den kollapsede bygning, mens nabobygninger er i risiko for også at kollapse. 
Redningsfolk arbejder ved den kollapsede bygning, mens nabobygninger er i risiko for også at kollapse.
 Foto: Ritzau Scanpix

– Vi må være forberedt på, at der vil være ofre i denne forfærdelige tragedie, lød det fra Benoit Payan omkring klokken 07.30 søndag morgen.

Mistænker eksplosion

Det er endnu uvist, hvor mange personer der befandt sig i bygningen, da den styrtede sammen, oplyser myndighederne.

Christophe Mirmand, der er regionens øverste embedsmand, oplyser, at der er "kraftig mistanke" om, at en eksplosion forårsagede kollapset – muligvis på grund af et gaslæk. Men den endelige årsag er ikke fundet endnu.

Myndighederne i Marseille har allerede iværksat en efterforskning af hændelsen for at finde ud af, hvordan bygningen pludselig kunne styrte sammen.

En person ved navn Gilles, som bor i en sidegade nær den sammenstyrtede bygning, fortæller AFP, at lyden af kollapset var "enorm".

– Det lød som en eksplosion, fortæller Gilles, som ikke har ønsket at oplyse sit efternavn.

Mindst fem er kommet til skade, men der endnu ikke et bekræftet tal på ofre. 
Mindst fem er kommet til skade, men der endnu ikke et bekræftet tal på ofre.
 Foto: Ritzau Scanpix

Lignende er sket

Det er ikke mere end fire og et halvt år siden, at et lignende kollaps skete i den sydfranske havneby.

I november 2018 styrtede to misligholdte bygninger sammen i distriktet Noailles, hvor otte mennesker mistede livet.

Ulykken kastede lys over problemerne med kvaliteten af byens bygninger.

Men borgmester Benoit Payan og Christophe Mirmand afviser begge, at kollapset søndag er sket på grund af strukturelle problemer.

Borgmesteren siger, at der så vidt han ved "ikke var noget bestemt problem med bygningen".

Sponsoreret indhold